På det seneste er nogle onlinekonti, der drives af ezidier, som er konverteret fra Sharfadin til en anden religion, begyndt at sprede hadtale og misinformation om Sharfadin. Der er også blevet delt videoer på nettet, som viser en gruppe ezidier deltage i en konversionsceremoni.

Problemet er langt mere alarmerende end blot selve videoerne af konversionerne. Nogle konti offentliggør AI-genererede billeder, der forbinder ezidiske templer med dæmoniske skikkelser, spreder falske forklaringer på vores religiøse traditioner og retter fornærmelser mod dem, der fortsat følger Sharfadin. At vælge en anden religion er én ting. At bruge det valg til at ydmyge ezidier og dæmonisere deres hellige steder er noget helt andet.

Nogle skaber AI-genererede dæmoniske billeder af ezidiske templer og hellige symboler. Andre spreder videoer, falske påstande og fornærmende materiale, der har til formål at håne ezidier, fremstille dem forkert og nedværdige dem.

Mange har kontaktet Ezidi Times og bedt os forklare, hvorfor disse påstande er forkerte, og opfordre folk til ikke at forlade deres religion. Vores holdning er klar: Det er smertefuldt og skuffende, når en ezid forlader Sharfadin uden at forstå den religiøse og historiske betydning af det, vedkommende forlader. Men ezidier søger, i modsætning til mange moderne religioner, ikke at påtvinge andre deres tro. Sharfadin er ikke en religion, man træder ind i blot ved at fremsige nogle få tomme ord og derefter hævde at være tilhænger. Den er heller ikke på desperat jagt efter “fortabte sjæle” som er usikre på meningen med deres liv. Sharfadin er en nedarvet tro, historie og identitet, der er mindst 6.776 år gammel, og som er blevet bevaret gennem generationer trods forfølgelse, tvangskonvertering og gentagne forsøg på at udslette den.

Det, der derimod ikke er et personligt valg, er at bruge denne beslutning som en tilladelse til at sprede løgne, had og blasfemisk materiale om det ezidiske folk og deres hellige steder.

Når nogen skaber dæmoniske fantasier om ezidiske templer, spreder falske teorier om Sharfadin og chikanerer mennesker, som ikke har gjort dem noget, handler det ikke længere om personlig tro. Det er antiezidisk hadtale.

Hvis I virkelig mener, at I har fundet en religion, der har gjort jer mere menneskelige, mere medfølende og tættere på Gud, hvorfor bruger I så jeres tid på at ydmyge de mennesker, I har forladt? Hvorfor spreder I had mod et folk, hvis identitet, religion og hellige steder allerede har været udsat for forfølgelse?

Denne adfærd er ikke et udtryk for religiøs overbevisning. Den gentager den dehumaniserende logik, der i generationer er blevet brugt mod ezidier, og som var med til at muliggøre folkedrabet på ezidierne i 2014.

Gennem jeres egne handlinger modsiger I de moralske værdier, som I hævder at tro på. Vi har ondt af mennesker, der forlader én tro blot for at hellige sig hån, chikane og løgne mod dem, der aldrig har gjort dem noget.

Derfor spørger vi jer:

Er det jeres religion?

Hvis had til ezidier, foragt for hellige steder og løgne om Sharfadin er det, I vælger at sprede, så er det sådan, jeres religion fremstår for verden.

Dette er ikke blot et forsøg på religiøs assimilation — det er endnu et lag af kurdisk propaganda

Til dem, der mener, at dette blot er et spørgsmål om religionsfrihed, og at disse ezidier ikke bør fordømmes for at konvertere til en anden religion: Vi vil gerne fremhæve endnu et aspekt af denne problematik. Ingen af de lande med kristent flertal, hvor disse ezidiske familier har levet siden folkedrabet i 1915, har med tvang pålagt dem kristendommen.

Vi ser disse konversioner som et resultat af kurdisk propaganda, der fremstiller den ezidiske identitet som blot en religion. Når vi ser nærmere på disse konti, bevægelsen og den historiske baggrund for, hvordan disse kristne sekter har henvendt sig til ezidier, ser vi et meget tydeligt mønster: De synes alle at fremme en kurdisk nationalistisk ideologi.

Dette vil måske overraske nogle, men vi fremlægger blot denne kendsgerning: Rüdaw har lavet en hel dokumentar, hvor de besøger ezidier og interviewer dem om religion. Det, de konstant fremfører gennem interviewene, er idéen om, at ezidier “bare er kurdere”, og at det er helt i orden, at ezidier forlader Sharfadin: De er stadig kurdere, og kurdere elsker dem, fordi de tilfører flere farver til den kurdiske identitet.

Den ezidiske identitet er særpræget ved den måde, den forbinder etnicitet og religion på. Inden for den traditionelle forståelse af ezidisk identitet betragtes personer, der konverterer til andre religioner, ikke længere som ezidier; dette har været en måde at bevare og beskytte den ezidiske identitet mod assimilation. Dette er særligt belejligt for kurdiske nationalister, der søger at assimilere ezidier og fremstille vores identitet som blot en “kurdisk religion”.

Problemet omkring disse konversioner er derfor alarmerende, ikke kun fordi nogle af de involverede spreder hadtale og misinformation om Sharfadin. Når dette ledsages af en benægtelse af den ezidiske etniske identitet, ser vi endnu et forsøg på at udslette denne identitet.

Dette vil måske overraske nogle, men vi fremlægger blot denne kendsgerning: Rüdaw har lavet en hel dokumentar, hvor de besøger ezidier og interviewer dem om religion. Det, de konstant fremfører gennem interviewene, er idéen om, at ezidier “bare er kurdere”, og at det er helt i orden, at ezidier forlader Sharfadin: De er stadig kurdere, og kurdere elsker dem, fordi de tilfører flere farver til den kurdiske identitet.

Det er som at lede efter affald, der kan genbruges. Hvis I finder det nyttigt, så værsgo. Men husk: Det tjente ikke sit oprindelige formål og blev derfor smidt væk. Hvad får jer til at tro, at det vil være værdifuldt for jer?

Til dem, der gentager det udslidte argument om, at “ezid kun er en religion”, har vi et enkelt spørgsmål:

Hvis en ezid konverterer til en anden religion og derefter betragtes som kurder, hvordan bliver man så ezid til at begynde med?

Svaret er, at man fødes som ezid, fordi den ezidiske identitet både er etnisk og religiøs. Ifølge traditionelle ezidiske regler kan man ikke blive ezid blot ved at antage religionen. At reducere denne nedarvede identitet til en “kurdisk religion” ignorerer dens etniske dimension og viser en begrænset forståelse af, hvad etnoreligiøs identitet betyder: forbindelsen mellem etnisk og religiøst tilhørsforhold.

At forlade Sharfadin ændrer ikke jeres afstamning. Det giver jer heller ikke ret til at omskrive vores.

Vores afsluttende budskab til dem, der har glemt deres historie og det, deres forfædre måtte udholde for at bevare den ezidiske identitet — og til dem, der aktivt forsøger at assimilere ezidier gennem forskellige strategier:

Det, I gør, er at lede efter affald, der kan genbruges. Hvis I finder det nyttigt, så værsgo. Men husk: Det tjente ikke sit oprindelige formål og blev derfor smidt væk. Hvad får jer til at tro, at det vil være værdifuldt for jer? Tak, fordi I tager vores rådne æbler med jer!