Patriotic Union of Kurdistan (PUK) har genåbnet sit partihovedkvarter i den ezidiske landsby Gir Ozer efter tolv år.
PUK beskrev dette som et positivt skridt, der ville hjælpe partiet med at kommunikere med lokalbefolkningen og imødekomme deres behov. Men Sinjar har ikke brug for endnu et udefrakommende politisk parti, der åbner kontorer og konkurrerer om kontrollen.
Det har brug for boliger, skoler, hospitaler, arbejdspladser, sikkerhed og retfærdighed.
Et politisk hovedkvarter vil ikke genopbygge ødelagte landsbyer. Det vil ikke finde de savnede. Det vil ikke identificere ofrene i massegravene. Det vil ikke kompensere de overlevende eller hjælpe fordrevne ezider med at vende hjem.
Dets primære formål er politisk indflydelse.
PUK vil nu have en permanent tilstedeværelse i en ezidisk landsby. Herfra kan partiet opbygge relationer til lokale ledere, rekruttere tilhængere og øge sin kontrol over det politiske liv i området. Med andre ord: fortsætte sit arbejde med at kurdificere og sprede propaganda.
Kurdiske politiske partier har længe forsøgt at fremstille Sinjar som en del af et kurdisk territorium. PUK har åbent støttet, at omstridte områder bringes under den kurdiske regionalregerings kontrol.
Genåbningen af hovedkvarteret må derfor betragtes som mere end blot åbningen af et lokalt kontor. Det er endnu et skridt i en bredere kamp om, hvem der skal kontrollere Sinjar. Det viser også, at kurderne i det væsentlige lykkedes med deres plan: De afvæbnede Sinjar, de flygtede fra området og gav dermed ISIS fri passage til at begå folkedrab mod eziderne, hvorefter de et år senere »befriede« Sinjar. Nu gør de krav på Sinjar og hævder samtidig, at folkedrabet i 2014 var et folkedrab mod »kurdere«. Selv den mest naive person ville forstå, hvad de gør.
Om nogle år vil kurderne fjerne »ezidi« og kun omtale folkedrabet i 2014 som et folkedrab mod kurdere. Det er den kurdiske logiks modus operandi og den aggressive kurdificeringspropaganda.
Sinjar er ikke tomt land
Sinjar er ezidernes historiske hjemland. Det er ikke et territorium, som kurdiske, irakiske eller væbnede politiske grupper kan dele mellem sig.
I årevis har udefrakommende partier behandlet ezider som et folk, hvis støtte skal vindes, i stedet for som et særskilt folk, der selv bør bestemme fremtiden for deres eget hjemland.
PUK siger, at partiet ønsker at »betjene« de lokale indbyggere. Men offentlige tjenester bør ikke afhænge af politiske partier.
Mennesker bør ikke have brug for partiforbindelser for at få arbejde, hjælp, dokumenter eller beskyttelse. Når et parti kontrollerer adgangen til sådanne ting, er det intet andet end undertrykkelse, kriminel adfærd og korruption.
Dette er særligt farligt i Sinjar, hvor mange mennesker fortsat er fordrevne, lever i fattigdom og er afhængige af hjælp udefra.
Den forkerte lære af 2014
Kurdiske styrker kontrollerede store dele af Sinjar før ISIS’ angreb den 3. august 2014. Da ISIS rykkede frem, trak Peshmerga-styrkerne sig tilbage og efterlod ezider uden tilstrækkelig beskyttelse.
PUK var ikke det primære parti, der kontrollerede Sinjar på det tidspunkt. Men det tilhører det samme kurdiske partisystem, som gentagne gange har sat partiinteresser og territoriale krav over almindelige menneskers behov.
Efter et sådant svigt burde kurdiske politiske partier udvise tilbageholdenhed.
I stedet fejrer PUK, at det er det første kurdiske parti, der genåbner et kontor i Sinjar, som om det var en politisk præmie.
Spørgsmålet bør ikke være, hvilket kurdisk parti der ankommer først. Spørgsmålet bør være, hvorfor udefrakommende partier fortsat mener, at de har ret til at ekspandere i et ezidisk hjemland.
Flere partier vil skabe mere splittelse
PUK vil sandsynligvis ikke forblive det eneste parti, der søger en stærkere tilstedeværelse i Sinjar.
KDP har sine egne krav. PKK-tilknyttede organisationer fremmer et andet politisk system. Irakiske partier og væbnede grupper konkurrerer også om indflydelse.
Hvert nyt partikontor risikerer at splitte ezidiske landsbyer og familier i rivaliserende politiske lejre.
Det giver ikke ezider mere kontrol. Det giver udefrakommende organisationer mere kontrol over ezider.
Sinjar har allerede lidt under for mange regeringer, partier og væbnede grupper. Endnu et partihovedkvarter vil ikke skabe samhørighed eller sikkerhed.
Sådan ville reel støtte se ud
Et parti, der oprigtigt ønskede at hjælpe Sinjar, ville støtte en uafhængig ezidisk-ledet administration og lokal sikkerhed, der står til ansvar over for de mennesker, som bor der.
Det ville hjælpe med at genopbygge boliger, skoler og hospitaler uden at kræve politisk loyalitet. Det ville støtte erstatning, eftersøgningen af savnede ezider, identificeringen af ofrene i massegravene og en sikker tilbagevenden for fordrevne familier.
Vigtigst af alt ville det respektere ezidernes ret til selv at bestemme den politiske fremtid for deres hjemland.
PUK’s hovedkvarter styrker ikke ezidisk uafhængighed. Det styrker PUK.
Sinjar må ikke blive endnu et territorium, som kurdiske partier gør krav på, blot fordi dets befolkning blev fordrevet af folkedrab.
Tolv år efter at ISIS forsøgte fysisk at udslette eziderne, bør de ikke nu være nødt til at forsvare deres hjemland mod politisk opslugning.
Sinjar tilhører først og fremmest det ezidiske folk – ikke PUK, KDP eller nogen anden udefrakommende politisk bevægelse.
