• Nye organisationer fremstiller sig selv som beskyttere af den ezidiske identitet, mens deres finansiering, ideologi og politiske forbindelser fører tilbage til kurdiske politiske bevægelser.

En “ezidisk presseforening” bygget op omkring en anden politisk ideologi

Den 12. august 2026 afholdt en organisation, der kalder sig Êzîdxan Press Union, sin første konference i Geliyê Kersê i Şengal. Navnet og den offentlige præsentation giver indtryk af, at der er tale om en uafhængig ezidisk medieorganisation, der er oprettet for at tjene ezidernes interesser.

Rapporter på russisk, tysk og tyrkisk viser, at arrangementet involverede organisationer og væbnede strukturer med forbindelser til et kurdisk politisk netværk. Deltagerne blev præsenteret for Abdullah Öcalans synspunkter om pressens rolle, mens sluterklæringen omtalte ham med den politiske titel “Rêber Apo” og fastslog, at konferencen var blevet tilegnet ham sammen med journalister og ofre for folkedrabet i 2014.

En organisation kan ikke placere en kurdisk politisk leders ideologi i centrum for sit arbejde, omgive sig med kurdiske politiske strukturer og derefter forvente, at ezider uden videre accepterer den som en uafhængig ezidisk institution. At give en organisation et ezidisk navn gør den ikke ezidisk kontrolleret. At placere ezider foran kameraerne fortæller os ikke, hvem der kontrollerer pengene, den politiske retning eller beslutningerne bag kameraerne.

Ezidi Times har modtaget mange beretninger om nyetablerede organisationer, politiske grupper, medieprojekter og foreninger i hele Mellemøsten. Disse grupper hævder offentligt, at deres formål er at beskytte ezider, bevare den ezidiske identitet, uddanne unge ezider eller give ezider en stærkere stemme.

Når deres finansiering og ledelse undersøges, viser der sig imidlertid et tilbagevendende mønster. De fleste af disse nyoprettede grupper er kurdisk finansierede, mens personer i centrale positioner har tilknytning til PKK eller andre kurdiske politiske partier.

Ezider må derfor holde op med at bedømme organisationer ud fra deres navne og slogans. Vi må følge pengene, undersøge de involverede personer og spørge, hvilke politiske interesser der skjuler sig bag sproget om “støtte”.

1. Hvad får kurdiske politiske partier ud af at “beskytte” den ezidiske identitet?

Det første spørgsmål er det enkleste: Hvad får de ud af det?

Politiske partier bruger ikke penge, etablerer organisationer, uddanner mediemedarbejdere, arrangerer konferencer og opbygger internationale netværk uden at forvente noget til gengæld. Udbyttet behøver ikke være penge. Det kan være politisk indflydelse, kontrol over det offentlige sprog, adgang til ezidiske institutioner, international legitimitet eller muligheden for at hævde, at de repræsenterer ezider.

Et ezidisk navn giver sådanne projekter troværdighed. Ezidiske deltagere giver dem et menneskeligt ansigt, mens fotografier af ezidiske kvinder, unge, religiøse symboler og overlevende fra folkedrabet gør det muligt for politiske organisationer internationalt at fremstille sig selv som forsvarere af et truet folk. Det image har politisk værdi. Det skaber sympati, tiltrækker finansiering og giver kurdiske politiske bevægelser mulighed for at tale i ezidernes navn.

Ezider må derfor stille et grundlæggende spørgsmål, hver gang en ny “ezidisk” organisation dukker op: Hvis kurdiske partier betaler for den, hvad og hvem er det så, de køber?

2. Hvordan kan de, der benægter den ezidiske identitet, pludselig hævde at beskytte den?

I årtier har kurdiske politiske partier, medier, akademikere og nationalistiske organisationer forsøgt at klassificere ezider som en kurdisk undergruppe. De har kaldt ezider “ezidiske kurdere”, et samfund og et religiøst samfund. De har fremstillet og fortsætter stadig med at fremstille Şarfadin som en gammel “kurdisk religion” og behandlet ezidisk historie, sprog, hellige traditioner og kulturarv som kurdisk ejendom.

De samme politiske netværk ønsker nu, at ezider skal tro på, at de bruger penge på at “beskytte den ezidiske identitet”.

Modsigelsen er åbenlys. En politisk bevægelse kan ikke gentagne gange benægte ezidernes selvstændige eksistens og derefter fremstille sig selv som vogter af netop denne identitet.

Hvilken identitet hævder de overhovedet at beskytte, hvis de fortsat insisterer på, at ezider tilhører en anden nation? Beskytter de den ezidiske identitet, eller opbygger de kontrollerede institutioner, hvorigennem ezider gradvist kan indlemmes i en kurdisk politisk identitet?

Den gamle metode var direkte. Ezider fik ganske enkelt at vide, at de var kurdere, og at Şarfadin var en kurdisk religion.

Denne metode skabte modstand, fordi flere ezider begyndte åbent at afvise den påtvungne identitet. Den nye metode er mere subtil: finansiér organisationer med ezidiske navne, rekruttér ezidiske ansigter, arrangér kulturelle aktiviteter og medieaktiviteter, og opbyg langsomt politisk loyalitet indefra i ezidiske institutioner. Dette er blød magt. Sproget har ændret sig, men det ønskede resultat kan være det samme.

3. Ingen bruger penge udelukkende af venlighed

Ingen person, organisation, politisk parti, regering eller international institution bruger penge uden at få noget til gengæld. Selv en almindelig person, der giver en mindre donation, vil som regel modtage en takke-e-mail, et certifikat, offentlig anerkendelse eller en anden form for påskønnelse.

Der er altid en udveksling. Jo større finansieringen er, desto vigtigere bliver det at forstå, hvad finansieringskilden forventer til gengæld.

Når politiske organisationer finansierer lønninger, kontorer, medieudstyr, rejser, konferencer og uddannelse, giver de ikke blot pengene væk og går deres vej. Finansiering skaber adgang, afhængighed og indflydelse.

Finansieringskilden kan påvirke, hvem der får en stilling, hvilket politisk sprog der accepteres, hvilke emner der må diskuteres, hvilke ledere der må kritiseres, og hvordan den ezidiske identitet fremstilles udadtil. En organisation kan beholde et ezidisk navn, mens den gradvist mister friheden til at forsvare en selvstændig ezidisk position.

Ezider må ikke lade sig behandle som naive lam, der forventes at følge enhver organisation, blot fordi den bærer et ezidisk navn. Et logo, et slogan og nogle få ezidiske medarbejdere er ikke bevis på uafhængighed.

4. Hvorfor bliver disse penge ikke brugt på kurdiske befolkningsgrupper, der lever i fattigdom?

Store kurdiske befolkningsgrupper i hele Mellemøsten lider fortsat under fattigdom, arbejdsløshed, fordrivelse, dårlig infrastruktur og begrænsede offentlige tjenester. Kurdiske politiske partier ved, at mange af deres egne støtter og befolkningsgrupperne under deres indflydelse står over for alvorlige økonomiske vanskeligheder. Hvis disse partier har ressourcer nok til at etablere og finansiere organisationer for ezider, må ezider spørge, hvorfor disse ressourcer ikke bruges på deres egne befolkningsgrupper, der kæmper med disse problemer.

Svaret kan ikke blot være, at kurdiske politiske partier er usædvanligt optagede af den ezidiske identitet. Deres lange historie med forsøg på at placere ezider under en kurdisk identitet gør det umuligt at acceptere denne forklaring uden alvorlige spørgsmål.

Ezider besidder noget af betydelig politisk værdi: en ældgammel identitet, religionen Şarfadin, oprindelige rødder i regionen, international anerkendelse efter folkedrabet i 2014 og voksende opmærksomhed fra regeringer, domstole og menneskerettighedsinstitutioner.

Kontrol over repræsentationen af ezider kan derfor give politiske gevinster. En kurdiskfinansieret organisation med et ezidisk navn kan bruges til at påvirke, hvad udenlandske regeringer hører, hvem der inviteres til internationale møder, og hvem der får lov til at tale på vegne af ezider. Dette er ikke velgørenhed, fordi kurdere elsker ezider. Det er en investering i politisk indflydelse.

5. Dagens “støtte” kan blive morgendagens krav på ejerskab

Kurdiske politiske organisationer kan senere pege på de organisationer, projekter og donationer, de har finansieret, og erklære: “Se alt, hvad vi har gjort for vores ‘ezidiske kurdere’.” Hjælpen bliver derefter brugt som bevis for et falsk krav på ejerskab. I stedet for at respektere ezider som et selvstændigt folk fremstiller den politiske sponsor sin egen finansiering som bevis på, at ezider tilhører den kurdiske nation.

Denne metode er allerede synlig i det ændrede sprog omkring det ezidiske folkedrab i 2014. I årene umiddelbart efter folkedrabet omtalte kurdiske medier det generelt som folkedrabet på ezider.

I 2026 er et alarmerende antal rapporter begyndt at kalde det et folkedrab på “ezidiske kurdere”, et “ezidisk-kurdisk folkedrab” eller endda et folkedrab på kurdere. Hver gang dette sprog gentages, flyttes forbrydelsen længere væk fra ezidisk historie og placeres i stedet i en kurdisk national fortælling.

Dette er ikke en uskyldig oversættelsesfejl. ISIS målrettede ezider, fordi de var ezider, og fordi de fulgte Şarfadin. Mænd blev myrdet, kvinder og piger blev gjort til slaver, børn blev bortført, og hellige steder blev ødelagt som led i et forsøg på at udslette det ezidiske folk.

At kalde dette et folkedrab på “kurdere” frarøver ofrene deres identitet og ændrer forbrydelsens historiske betydning. Ezidi Times har tidligere dokumenteret denne farlige udvikling i Det ezidiske folkedrab er ikke et “Yazidi-kurdisk folkedrab”.

Mønstret er tydeligt: Først finansieres ezidiske organisationer, derefter hævdes det, at man repræsenterer ezider, og til sidst bruges denne konstruerede repræsentation til at fremstille ezidisk identitet og lidelse som kurdisk.

6. Ezider må opbygge deres egen styrke

Ingen fremmed nation, intet kurdisk politisk parti og ingen eksternt kontrolleret organisation vil redde ezider. Enhver, der venter på, at et andet folk skal beskytte den ezidiske identitet, giver afkald på ansvaret for denne identitet.

Ezider må etablere og styrke deres egne medieorganisationer, arkiver, forskningsinstitutioner, kulturforeninger, uddannelsesprojekter, juridiske initiativer og politiske strukturer. Disse institutioner skal ledes af ezider, stå til ansvar over for ezider og frit kunne forsvare ezidiske interesser uden at skulle søge tilladelse hos eksterne politiske sponsorer.

Det betyder ikke, at ezider skal isolere sig. Samarbejde med den irakiske stat, assyrere, turkmenere, shabaker, jøder, kurdere og andre kan være værdifuldt, når det er gennemsigtigt, ligeværdigt og baseret på klart definerede fælles interesser.

Men samarbejde er ikke underkastelse. At modtage støtte må aldrig give donoren ejerskab over den ezidiske identitet, ezidiske institutioner eller retten til at tale på vegne af ezider.

Før ezider støtter en nyoprettet organisation, bør de kræve klare svar:

  • Hvem stiller pengene til rådighed?
  • Hvem udpegede ledelsen?
  • Hvilke politiske partier er arrangørerne tilknyttet?
  • Anerkender organisationen ezider som et selvstændigt folk?
  • Kan den åbent kritisere sine finansieringskilder?
  • Hvem kontrollerer dens konti, mediekanaler, data og internationale kontakter?
  • Forsvarer den ezidiske interesser, når disse interesser er i konflikt med sponsorens interesser?

Hvis en organisation nægter at besvare disse spørgsmål, er denne afvisning i sig selv et svar.

Et ezidisk navn er ikke bevis på ezidisk ejerskab. En ezidisk talsperson er ikke bevis på uafhængighed. Kurdisk finansiering er ikke politisk neutral, og partitilknytning er ikke en privatsag, når en organisation hævder at repræsentere et helt folk.

Ezidisk identitet er ikke et politisk redskab. Şarfadin er ikke en gren af en anden nations historie, og det ezidiske folkedrab står ikke til rådighed for andre til at omdøbe og tilegne sig.

Ezider må forblive årvågne, stille spørgsmål til ethvert politisk projekt og opbygge institutioner, der ikke kan købes, kontrolleres eller bruges imod dem.

Hvis “støtte” kræver, at du opgiver eller omskriver din etnicitet, navnet på dit sprog eller din historie, så var det aldrig støtte – og det bliver det aldrig.

Hvis “støtte” tillader, at du bliver censureret, eller tvinger dig til at acceptere et påtvunget politisk tilhørsforhold, så er det ikke støtte.

Hvis “støtte” kræver, at du taler om “Yezidism” – et begreb, der aldrig bruges på det ezidiske sprog, og et forsøg på at erstatte det hellige navn Şarfadin – så er det med sikkerhed ikke støtte.

Hvis “støtte” gør dig bange for at sige det “forkerte”, så er det ikke støtte.

Hvis “støtte” betyder, at du kan blive angrebet blot for at sige, at din etnicitet er ezidisk – ikke kurdisk – at dit sprog er Ezdiki, og at din religion er Şarfadin, så er det ikke støtte. Det er tvang.

Spørg dig selv, om denne falske støtte – som i virkeligheden er politisk propaganda, undertrykkelse og et stille folkedrab – er de små privilegier og den håndfuld mønter værd, som du modtager til gengæld for at forråde din ældgamle ezidiske identitet.

Hvis du beslutter, at disse små fordele og mønter er din sjæl værd, så sælg din egen sjæl. Men vov ikke at sælge den ezidiske identitet, og tag dig ikke den ret at tale på vegne af det ezidiske folk.