Nadia Murads nye erindringsbog, I Choose My Beginning: A Story of Courage and Activism, udkommer i USA den 15. september 2026. Mindre end to uger senere vil hun tale om bogen hos Politics and Prose i Washington, DC. Forud for udgivelsen deltog Murad sammen med menneskerettighedsadvokaten Amal Clooney i en offentlig samtale ved Oxford Justice Roundtables. Samtalen gav et mere fuldstændigt billede af, hvad erindringsbogen repræsenterer: ikke blot en tilbagevenden til begivenhederne i 2014, men en beretning om det liv, de valg og det arbejde, der fulgte efter.
Murad begyndte med at fortælle om den person, hun var, før IS angreb Kocho. Hun voksede op i en landbrugsfamilie i Irak og stod til at blive den første af sine søskende til at gennemføre gymnasiet. Uddannelse havde, forklarede hun, allerede åbnet en anden fremtidshorisont for hende, især som ung kvinde fra en landsby på landet. Dette tidligere liv er vigtigt, fordi I Choose My Beginning ikke kun fremstiller hende som overlevende eller offentlig person. Bogen vender tilbage til hendes håb, hendes familie og den almindelige fremtid, hun forventede at få, før volden afbrød den.
I Oxford beskrev Murad, hvordan hun efter at være undsluppet fangenskab ankom til Tyskland og forestillede sig et liv, hvor hun kunne gå i skole, forsvinde fra offentlighedens opmærksomhed og lægge den skam, som var blevet pålagt de overlevende, bag sig. »Jeg kan vælge min nye begyndelse her,« sagde hun. Muligheden for et privat liv eksisterede imidlertid side om side med en følelse af ansvar over for de ezider, der stadig befandt sig i fangenskab, familierne, der ledte efter deres slægtninge, og de kvinder og piger, hvis oplevelser endnu ikke var blevet hørt. Hendes beslutning om at tale offentligt handlede derfor aldrig blot om personlig synlighed. Den handlede om at nægte at lade dem, der blev bortført, dræbt eller bragt til tavshed, blive anonyme personer i en fjern tragedie.
Denne insisteren på menneskelig værdighed gennemsyrer hendes forståelse af retfærdighed. Murad talte om den første domfældelse i Tyskland i forbindelse med IS-forbrydelser mod ezider som et øjeblik, der gav de overlevende håb, men hun gjorde samtidig klart, at retfærdighed ikke kan slutte med én enkelt retssag. For familierne betyder det også anerkendelse, erstatning, muligheden for at fordrevne ezider kan vende tilbage og genopbygge deres liv med værdighed samt muligheden for at finde og begrave deres kære. Hun bemærkede, at mere end 2.000 ezidiske kvinder og børn fortsat er savnet, herunder medlemmer af hendes egen familie. »Min familie var ikke tal. De var mennesker,« sagde hun og udfordrede det sprog, der kan gøre folkedrabets omfang lettere at gentage, men sværere virkelig at forstå.
Samtalen berørte også den lange vej mod ansvarliggørelse. Murad og Clooney reflekterede over behovet for at bevare beviser, retsforfølge gerningsmænd på tværs af grænser og sikre, at organisationer eller virksomheder, som muliggjorde IS’ handlinger, bliver stillet til ansvar. De talte om den igangværende civile retssag i USA, hvor ezidiske overlevende har anlagt sag mod Lafarge, det franske cementfirma, som har erkendt at have foretaget betalinger til væbnede grupper i Syrien. For Murad må ansvarliggørelse betyde mere end straf efter forbrydelsen. Den skal anerkende den skade, som de overlevende er blevet påført, og støtte deres mulighed for at genopbygge deres liv.
Erindringsbogens centrale idé er derfor ikke, at heling udsletter fortiden. Den handler snarere om at gøre krav på retten til en fremtid på trods af fortiden. Murad talte i Oxford om at lære, at det at tage vare på sig selv også kan være en form for modstand og retfærdighed. Hun mindedes også den vanskelige overgang fra fordrivelse til studier i USA, hvor hun ønskede ikke kun at blive set som aktivist eller overlevende, men ganske enkelt som Nadia: en studerende, en ven og en ung kvinde, der lærte at leve et almindeligt liv side om side med ekstraordinære forpligtelser.
Hendes afsluttende budskab til de studerende i lokalet var enkelt, men stærkt: Forandring tilhører ikke kun regeringer eller ledere. Den tilhører mennesker, der nægter at se væk, som forbliver engagerede, og som forstår, at tavshed også er et valg. Dette budskab giver I Choose My Beginning sin bredere betydning. Bogen handler ikke kun om det, Nadia Murad har gennemlevet. Den handler om det, hun har valgt at bygge videre på derfra – for sig selv, for det ezidiske folk og for overlevende overalt.
Nadia Murad optræder hos Politics and Prose, 5015 Connecticut Avenue NW i Washington, DC, mandag den 28. september 2026 kl. 19.00.
