Hvorfor er der en kurdisk medlem af det armenske parlament?

Armenien er det mest homogene land blandt de postsovjetiske stater. I modsætning til mange moderne stater er Armenien hovedsageligt befolket af etniske armeniere. På trods af, at der findes et meget lille antal ikke-armenske etniciteter, har Republikken Armenien tildelt et sæde i parlamentet til hver af de fire af sine minoritetsgrupper. I øjeblikket har Armenien tildelt fire pladser af sine 105 samlede pladser i parlamentet til landets fire minoriteter: de ezidiske, assyriske, kurdiske og russiske folkeslag.

Ved første øjekast kan dette virke som et godt forsøg på at sikre, at også minoriteterne bliver hørt og repræsenteret. Problemet er dog, at disse fire garanterede pladser for medlemmer fra hver gruppe ikke står i forhold til størrelsen på de respektive folk.

Ifølge de nyeste officielle tal består Armeniens befolkning hovedsageligt af følgende etniciteter:

Det er tydeligt, at det er uretfærdigt at tildele kun én plads til ezidierne, når man sammenligner den ezidiske befolkning i Armenien (31.077) med de kurdiske (1.663), assyriske (2.754) og russiske (14.074) befolkninger. Det betyder, at 1.663, 2.754 og 14.074 personer har samme repræsentation i parlamentet som den meget større ezidiske befolkning på 31.077.

Derudover, hvis kurderne, som de ofte påstår i deres kurdiske propaganda og forsøg på at kurdisere ezidierne, virkelig anser ezidier som “etniske kurdere”, burde de ikke have en separat repræsentant i parlamentet – deres stemme burde derimod blive repræsenteret af den ezidiske repræsentant. Hvis ezidier og kurdere skal betragtes som samme folk, hvorfor har kurderne så behov for deres egen repræsentant?

Armenien, som har forsøgt at give minoriteter mulighed for at sikre deres demokratiske rettigheder, burde enten sørge for, at ezidier får flere garanterede pladser i parlamentet, eller helt afskaffe det nuværende system. At påstå, at ezidiernes rettigheder bliver repræsenteret lige så meget som andre minoriteters, er fejlagtigt og uretfærdigt.

Det armenske parlament er en politisk maskine, og det kan stærkt undres, hvorfor den lille kurdiske befolkning skal repræsenteres – især med tanke på, at kurdere ikke engang udførte deres militærtjeneste under den første og anden Nagorno-Karabakh/Artsakh-krig. Selvom kurdere er “lige” borgere i Republikken Armenien, trodsede de staten og flygtede, da de ikke ønskede at kæmpe mod Aserbajdsjan på grund af deres fælles muslimske identitet. Nagorno-Karabakh/Artsakh-konflikten har ikke været religiøs af natur, men snarere præget af historiske og politiske faktorer. På trods af dette kæmpede disse “lige” kurdiske borgere i Armenien – som garanteres samme antal pladser i parlamentet som ezidierne – ikke for deres armenske land.

Så hvorfor har Armenien indført denne tilsyneladende uretfærdige og moralsk tvivlsomme politik? Svaret kan have to forklaringer: For det første er det muligt, at Armenien forsøger at få anerkendelse og ry som en demokratisk og retfærdig stat. At garantere pladser til minoriteter kan være et forsøg på at vise det internationale samfund, at landet er en retfærdig og demokratisk partner. For det andet forsøger Armenien at etablere et strategisk og diplomatiske forhold til kurderne.

Politisk og historisk prostitution mellem Armenien og kurderne

I år markerede Erbil’s Armenian Consulate Marks Anniversary; Celebrates Armenian-Kurdish Relations med toårsjubilæet for åbningen af Armeniens generalkonsulat i KRG. Konsulatet og KRG sponsorerede en udstilling, der skulle vise “historiske dokumenter og fotografier af kurdiske og andre minoritetsfolk, der lever i Armenien.” Endnu en gang kan dette virke som en uskyldig ceremoni. Men Ezidi Times undersøgte nærmere, hvilke materialer der faktisk blev vist under denne udstilling og blev overrasket over, at de såkaldte “historiske dokumenter og fotografier af kurdiske og minoritetsfolk” faktisk var materialer relateret til ezidier og assyrere. De få materialer, der blev mærket som “kurdiske”, var faktisk ezidiske dokumenter og fotografier, som enten var fabrikerede eller forkert mærket som “kurdiske.”

Nedenfor ses nogle billeder fra udstillingen, der tydeligt viser tilstedeværelsen af ezidisk og assyrisk kultur i Armenien.

Hvorfor vises ezidisk og assyrisk kultur under et arrangement, der sigter mod at styrke venskabet mellem Armenien og kurderne? Hvis den kurdiske tilstedeværelse virkelig er så stærk i Armenien, og dette “venskab” har eksisteret så længe, hvorfor skal tomrummet så fyldes med ezidiske og assyriske billeder af litteratur, dans, film og andre historiske materialer?

Den kurdiske politiker Safeen Dizayee tweetede senere om sit deltagelse i en udstilling med historiske dokumenter og fotografier om “kurdiske folk“, der lever i Armenien. Er ezidier og assyrere kurdere?!

Tallene kan ikke lyve

For at bevise, hvor lille den kurdiske befolkning i Armenien er – og hvorfor det er uretfærdigt, at de overhovedet får en garanteret plads i parlamentet – kan vi se på visse demografiske data.

Levende fødte børn efter moderens etnicitet 2014–2020:

Bare ved at undersøge, hvor mange børn der fødes inden for hver gruppe, bliver det overvældende klart, at den kurdiske tilstedeværelse i Armenien er overdreven og knap nok værd at nævne. For hvis hver etnicitet skal nævnes, hvorfor fremhæves den georgiske og ukrainske tilstedeværelse i Armenien aldrig? Der fødes flere georgiske og ukrainske børn i Armenien end kurdiske.

Vi kan drage lignende konklusioner fra antallet af dødsfald efter nationalitet 2014–2020:

Frustrationen kan virke overdrevet aggressiv, og man kan hævde, at det er positivt, at armeniere og kurdere forsøger at etablere – eller på en eller anden måde finde og skabe – et venskab, som de påstår er historisk. Men i dette forsøg benytter kurderne igen lejligheden til at forvrænge sandheden og stjæle historiske film, bøger, danse og andre kulturelle arv. Havde der ikke været nogen henvisning til ezidier og assyrere under udstillingen, som var dedikeret til at ære venskabet mellem armeniere og kurdere, ville Ezidi Times ikke have kritiseret den politiske opportunisme, der foregår mellem armeniere og kurdere. I et forsøg på at etablere gode relationer med kurderne – måske også for at provokere deres fælles tyrkiske fjende – fornærmer armenierne det meget stærkere og historisk rodfæstede venskab, de har haft med ezidierne.

I et forsøg på at fremstå demokratiske og inkluderende overfor minoriteterne i Armenien, fornærmer det armenske politiske system igen båndet mellem armeniere og ezidier. Hvordan er det retfærdigt, at 1.663 kurdere får en repræsentant, der repræsenterer deres stemme, mens den meget større ezidiske befolkning på 31.077 også kun får én repræsentant?