Det Italienske Parlament Overvejer at Anerkende ISIS’ Grusomheder mod Ezidier som Folkedrab

Et forslag er blevet fremsat i det italienske parlament, der kræver anerkendelse af folkedrabet begået mod det ezidiske folk af ISIS i 2014. Initiativet kommer efter flere års international debat og stigende krav om retfærdighed for ezidierne, som blev udsat for ubeskrivelige grusomheder under ISIS’ brutale angreb på Shengal (Sinjar) i Irak.

Forslaget, der er ledet af Laura Boldrini, medlem af Det Demokratiske Parti, opfordrer den italienske regering til formelt at anerkende begivenhederne som folkedrab. Boldrini præsenterede forslaget under en parlamentsdebat den 21. februar 2025 og understregede vigtigheden af at anerkende disse forbrydelser i henhold til international lov. Hun påpegede sagens presserende karakter og fremhævede, at flere lande, herunder Tyskland, USA, Storbritannien, Frankrig og Canada, allerede har anerkendt volden mod ezidierne som folkedrab. Hun argumenterede for, at også Italien må tage en klar holdning i sagen.

I sin tale fremhævede Boldrini de specifikke grusomheder, der blev begået under ISIS’ angreb på Shengal i 2014, hvilket resulterede i drabet på over 5.000 ezidier og kidnapningen af mere end 6.000 kvinder og børn. Hun understregede også, at mange ezidier stadig er på flugt og fortsat udsættes for vold og forfølgelse.

Boldrini mindede parlamentet om, at ezidierne blev efterladt forsvarsløse under folkedrabet, da de irakiske styrker og de kurdiske peshmerga-enheder trak sig tilbage, på trods af deres numeriske overlegenhed. Denne opgivelse tvang ezidierne til at forsvare sig mod ISIS med begrænsede ressourcer, hvilket førte til en desperat, men beslutsom modstand.

Den italienske politiker henviste også til tidligere resolutioner, herunder en fra Udenrigsudvalget i 2019, der krævede en international anerkendelse af folkedrabet på ezidierne. På trods af disse initiativer har den italienske regering dog ikke truffet konkrete foranstaltninger for at implementere en sådan holdning.

Boldrinis opfordring til handling understreger behovet for en officiel anerkendelse af folkedrabet, som hun ser som et afgørende skridt mod retfærdighed for det ezidiske folk. Hendes forslag har vakt opmærksomhed, ikke kun blandt lovgivere, men også blandt internationale menneskerettighedsorganisationer, der ser anerkendelsen af disse forbrydelser som en nødvendig del af retfærdighed, anerkendelse og forsoning.

Debatten i Italien afspejler en bredere international diskussion om ansvarlighed for ISIS’ grusomheder og kampen for at sikre, at ofrene for sådanne frygtelige forbrydelser får den anerkendelse og retfærdighed, de fortjener. Det ezidiske folk, trods dets modstandskraft, bærer stadig arrene fra 2014, og deres kamp forbliver en kraftfuld påmindelse om vigtigheden af at stille folkedrabsforbrydere til ansvar.

Når forslaget behandles i det italienske parlament, står det klart, at spørgsmålet om at anerkende folkedrabet på ezidierne ikke kun handler om en juridisk definition, men også om en moralsk forpligtelse. Med verdens øjne rettet mod Italien kan beslutningen skabe en betydelig præcedens i kampen for retfærdighed for andre udsatte grupper verden over.

Anerkendelsen af folkedrabet på ezidierne har globalt set været langsommelig. På trods af at FN og Barack Obama hurtigt anerkendte ISIS’ grusomheder som folkedrab, har anerkendelsen og retsforfølgelsen af ISIS-medlemmer været mangelfuld. Situationen er særligt problematisk, da Irak og Syrien hverken har vist interesse for eller taget skridt til at stille ISIS-forbrydere til ansvar. Det faktum, at mange ISIS-medlemmer har spredt sig over hele Europa, forklædt som ofre og flygtninge, forværrer situationen yderligere, da de er svære at identificere.

Alt dette peger igen på, at det internationale samfund må etablere en tribunal for at genoprette retfærdigheden i regionen. En sådan tribunal ville ikke være i strid med retsstatsprincippet, som nogle har hævdet, da den ikke ville fokusere på en specifik del af en konflikt, men snarere på individer, der har begået krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Det er værd at bemærke, at ISIS’ ofre ikke tilhørte en bestemt gruppe eller side i en konflikt, men snarere var ikke-muslimske minoriteter på tværs af Mellemøsten. Det står dog klart, at ingen dominerende international magt hidtil har vist interesse for at genoprette retfærdigheden, som de gjorde i Rwanda og Jugoslavien.