UNHCR Rapport: 90 % af de Internt Fortrængte Er Ezidier

UNHCR’s rapport fra december 2024 om deres aktiviteter i Dohuk, Irak, giver et overblik over den humanitære situation for flygtninge, asylansøgere og intern fortrængte personer (IDP) i regionen. Dohuk forbliver et kritisk område for fortrængte befolkninger, med over 281.000 IDP’er og 92.000 flygtninge bosat i Dohuk. Majoriteten af flygtningene kommer fra Syrien, mens de fleste IDP’er er Ezidier, der flygtede fra Sinjardistriktet på grund af de folkedrab, der blev begået af Da’esh (ISIS).

Over 90 % er Ezidier

Ifølge rapporten er over 90 % af de intern fortrængte i Dohuk Ezidier, hvilket gør dem til den største fortrængte etniske gruppe i regionen. Disse Ezidier blev tvunget til at flygte fra Sinjar efter ISIS-angrebet i 2014, som målrettede dem på grund af deres religiøse og etniske identitet, hvilket resulterede i massemyrderier, slaveri og ødelæggelse af deres hjemland. Et årti senere er mange Ezidier stadig fortrængte og kæmper for at genopbygge deres liv på trods af de fortsatte udfordringer.

Rapporten fremhæver, at Ezidierne er spredt mellem forskellige byområder og 14 IDP-lejre i Dohuk-guvernementet, herunder velkendte lejre som Chamishku, Kabarto 1 og 2, Khanke og Shariya. Den langvarige fortrængning har efterladt mange Ezidier uden permanent bolig, økonomisk stabilitet eller adgang til nødvendige tjenester.

10 År med Humanitær Hjælp, men Hjælpen har Ikke Nået Ezidierne

Selvom UNHCR-rapporten peger på betydelige humanitære indsatser, understreger den også manglen på en langsigtet løsning for Ezidier som IDP’er. Et årti efter deres fortrængning bor de fleste Ezidier stadig i lejre og kan ikke vende tilbage til Sinjar på grund af den fortsatte usikkerhed i regionen. Uden større investeringer i sikkerhed, genopbygning og lovgivningsmæssige rammer for tilbagevenden forbliver Ezidiernes fremtid usikker.

På trods af flere års humanitær hjælp fortsætter Ezidier på flugt med at stå overfor store hindringer. Det er stadig ikke fastslået, om den humanitære hjælp rent faktisk har nået de fortrængte Ezidier, eller om pengene er blevet kanaliseret til andre aktører og brugt til andre formål. Selvom der endnu ikke er beviser, er det et faktum, at tusindvis af Ezidier stadig lever i telte uden adgang til vand og varme. Dette peger på, at hjælpen ikke har nået Ezidierne, eller at den hjælp, de har fået, har været utilstrækkelig.

Samtidig forbliver Ezidierne ude af stand til at vende tilbage til Sinjar på grund af usikkerhed, mangel på infrastruktur og politiske stridigheder om regionen. De står også over for udfordringer med at skaffe ID-dokumenter, hvilket påvirker deres evne til at få adgang til tjenester og kræve deres rettigheder.

Mange ezidiske kvinder og børn, der overlevede Da’eshs fangenskab, har brug for kontinuerlig støtte til psykisk sundhed og traumer, som de ikke har tilstrækkelig adgang til.

UNHCR’s arbejde i Dohuk er vigtigt, men uden en politisk løsning og vedvarende internationalt engagement, fortsætter Ezidifolket med at stå over for en langvarig fortrængningskrise uden en klar vej mod en stabil fremtid.