Irak’s Amnesty-lov: Dette er Definitionen på Degeneration

Den 21. januar 2025 stemte det irakiske parlament og vedtog den anden ændring af General Amnesty-lov nr. (27) af 2016. Den ændrede General Amnesty-lov kunne potentielt føre til løsladelsen af tusindvis af fanger i Irak. Selvom loven siger, at den ikke tillader amnesti for personer, der har begået terrorhandlinger og organiseret kriminalitet såsom kidnapning, åbner den for at give amnesti til personer, der har været involveret i ISIS-aktiviteter. For eksempel, hvis en person, der tidligere har været fængslet for at være medlem af ISIS, ikke har kidnappet eller dræbt, men i stedet “bare” har solgt kvinder på slave-markedet eller deltaget i andre aktiviteter, kan denne person blive løsladt.

Ved første øjekast ser det ud til, at Amnesty-loven har til formål at “styrke det irakiske samfund ved at give nogle fanger en chance for at vende tilbage til samfundet.” Men hvis man kigger dybere på den ændrede lov og dens potentielle konsekvenser, er det tydeligt, at dette endnu et skridt for at udelukke og svække alle ikke-muslimer i Irak. Hvorfor taler ingen om at bringe de tusindvis af ofre og overlevende fra Ezidi-folkedrabet tilbage til samfundet? Er de ikke en del af det irakiske samfund, som bør blive velkomne og integreret i samfundet for at skabe varig fred i landet? Mest af alt, hvordan tror den irakiske regering, at de kan integrere fanger tilbage i samfundet og opnå varig fred og stabilitet, når de ved at gøre dette bare viser, at det er okay at begå folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden? Det vil kun sende et signal til alle terrorister om, at der ikke vil være nogen konsekvenser, hvis de begår forbrydelser mod de irakiske minoriteter. Man kan ikke ignorere tanken om, at Irak på lang sigt ønsker at udslette alle de gamle minoriteter i Irak, og at der er straffrihed for dem, der opfylder dette mål, selvom et folkedrab er begået. Beskeden fra den irakiske stat er klar:

Ezidier, assyrere og andre ofre for ISIS, vi er ligeglade med, hvad der skete med dig eller dine slægtninge og venner. Vi er ligeglade med, hvor uretfærdigt det er. Det eneste, vi bekymrer os om, er at løslade vores muslimske brødre og søstre. Det betyder ikke noget, at det var et folkedrab, og det betyder ikke noget, at hele Ezidi-befolkningen i Shingal-regionen stadig er spredt rundt i regionens internt fordrevne lejre, ude af stand til at vende hjem.

Denne udtalelse kan virke aggressiv, men sandhedens stemme er nødt til at pege på ting, som ingen andre tør tale om, uanset hvor følsomt emnet er.

Den irakiske regering, politi, militærstyrker og alle borgere i Irak kunne ikke forhindre og beskytte Iraks minoriteter. De var også, af uklare grunde, ude af stand til at bringe noget forsinket retfærdighed ved at retsforfølge kendte ISIS-terrorister. Er Irak virkelig så svagt? Irak, der kæmpede en krig med Iran i 8 år? Den irakiske hær, hvor tusindvis af yezidier har tjent, forsvaret grænserne og mistet deres liv? Hvad lavede militærstyrkerne i regionen, mens ISIS-medlemmer rejste gennem landet i deres Toyota-biler, mens de fejt gemte sig bag masker og viftede med deres djævelske sorte flag?

Lad os et øjeblik lægge den del bag os og se på, hvad der skete efter folkedrabet.
UNITAD-missionen sluttede i september 2024; der er endnu ikke oprettet noget internationalt tribunal for at retsforfølge gerningsmændene. Yezidi [kvindelige] overlevendes lov nr. 8 af 2021 er ikke blevet implementeret med succes, og de lovede månedslønninger til de kvindelige overlevende er ikke blevet opfyldt. Uanset hvad politikerne i Irak synes at gøre, er hjælp og retfærdighed for yezidierne bestemt ikke på agendaen.

Sandheden er, at Irak og Syrien synligt støtter deres elskede terrorister i samfundet. Det er muligt, at den generelle amnestilov vil være hjælpsom for nogle fanger, der blev fængslet, selvom de var uskyldige. Dog er det naivt at tro, at alle fanger, der er forbundet med ISIS, er uskyldige, og at de er blevet retsforfulgt på forkerte grundlag. For lad os være ærlige: Målet med den generelle amnestilov er at bringe Irak tilbage til, hvor det var. Ingen bryder sig om, hvad der skete med yezidi-folket og de kristne. Ingen bryder sig om, at den irakiske jord er gennemblødt i uskyldige menneskers blod, og at ofrenes skrig stadig runger i luften. Ingen bryder sig om, at tusindvis af mennesker blev dræbt, at tusindvis af yezidi-piger (nu kvinder) stadig drømmer om at dø for at slippe væk fra de rædsler, de skal igennem hver dag. Ingen bryder sig om, hvordan den overlevende yezidi-hanbefolkning er levende lig. De umiddelbare ofre for 2014-folkedrabet er ikke de eneste ofre.

Folkedrabet har efterladt nogle uhelbredelige sår på yezidi-folket, og det har ikke kun brudt én eller to generationer. Folkedrabet er et blødende sår for alle yezidier, og det vil påvirke folk i flere generationer over århundreder. Det ser ud til, at Irak forstår dette og har besluttet, at da intet kan helbrede sårene fra folkedrabet, kan de lige så godt bare løslade alle kriminelle. For det vil alligevel ikke betyde noget, vel?