Er det realistisk muligt for Ezidierne at vende tilbage til Sinjar?

I år i august vil det være 10 år siden, at IS angreb Sinjar, begik grusomme forbrydelser og tvang flere hundrede tusinde Ezidier til at forlade deres forfædres land. Indtil i dag rapporteres det, at mellem 100.000 og 200.000 Ezidier bor i internflygtningelejre over hele Mellemøsten. Det irakiske repræsentantråd har vedtaget Yezidi Survivors Law (YSL), som havde til formål at bringe retfærdighed til Ezidierne, men også til Turkmenerne, Kristne og Shabaks. Alligevel er ingen irakisk domstol endnu blevet dømt for at begå folkedrab mod Ezidi-folket. På trods af dette er der håb blandt Ezidierne, der bor i internflygtningelejre, om at vende hjem til Sinjar.

Mandag forlod en gruppe på 79 fortrængte Ezidi-familier Kabartu-lejren i Duhok og rejste tilbage til deres forfædres lande i Shingal og nærliggende distrikter og landsbyer. Den Internationale Organisation for Migration (IOM) rapporterer, at cirka 80% af Shingals offentlige infrastruktur og 70% af de civile hjem blev ødelagt mellem 2014 og 2017 under ISIS-konflikten. Vigtige tjenester som elektricitet og vand er stadig uafhængige, og mange sundheds- og uddannelsesfaciliteter venter på rekonstruktion efter deres ødelæggelse under krigen. De 79 Ezidier vendte tilbage gennem det frivillige tilbagevenden-program, som blev initieret af IOM. Dette program har faciliteret tilbagevenden af 420 familier til Shingal både i 2022 og 2023.

Den ultimative målsætning for staterne i Mellemøsten, specifikt Irak og Syrien, bør være, at de oprindelige folk som Ezidierne skal sikres en sikker tilbagevenden til deres hjem – uden at skulle frygte nye trusler fra IS eller andre ekstremister. For kun en uge siden blev Ezidi Times opmærksom på, at Ezidi gravsteder blev vandalisering i Syrien. Alligevel forventes det, at Ezidierne vender tilbage til deres hjem og land uden at frygte for deres sikkerhed og for gentagelsen af begivenhederne fra 2014.

Selv hvis der måske ikke vil være et storstilet angreb som det i 2014, viser folkene i Syrien og Irak stadig had og intolerance overfor Ezidi-folket. Dette er vidnesbyrd om intolerancen blandt den muslimske befolkning i Mellemøsten. Selvom ikke alle deler IS’ ideologi, udgør den muslimske befolkning et flertal i Mellemøsten, og det er derfor alle muslimers pligt at sikre, at minoriteter, som har beboet Mellemøsten længe før deres eksistens, får deres grundlæggende rettigheder. For kan Syrien og Irak betragtes som fuldt fungerende stater, hvis oprørsgrupper konstant forstyrrer deres kontrol over territorierne og befolkningen?

Yezidi Survivors Law (YSL) blev vedtaget i 2021, og FN’s Undersøgelsesteam for at Fremme Ansvarlighed for Kriminalitet Begået af Da’esh/Islamisk Stat i Irak og Levanten (UNITAD), i briefing om Teamets sjette rapport (dokument S/2021/419), fandt klare beviser for folkedrab. På trods af dette og det faktum, at IS begik den mest klart dokumenterede folkedrab i menneskets historie ved at uploade videoer af deres forbrydelser online, er ingen individer blevet retsforfulgt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i Irak og Syrien.

To add even more frustration, Germany has shocked the Ezidis by deporting them back to Iraq. Although the deportations have temporarily been halted, the situation remains unstable as Ezidi survivors from Sinjar, who have now lived in Germany for over a decade, are forced to return to the uncertain conditions in Iraq. If Germany, other European countries hosting Ezidis survivors and Iraq ensure the safety of the returning people, no Ezidi would actually decline to return to Sinjar. However, when people who have witnessed the murders of their family members are forced to return without guarantees to their own safety, the situation becomes worrying. What about the 1951 Refugee Convention(GRC), which lays down that no state “shall expel or return (‘refouler’) a refugee in any manner whatsoever to the frontiers of territories where his life or freedom would be threatened on account of his race, religion, nationality, membership of a particular social group or political opinion?

For at tilføje endnu mere frustration, har Tyskland chokkeret Ezidierne ved at deportere dem tilbage til Irak. Selvom deportationerne midlertidigt er blevet stoppet, forbliver situationen ustabil, da Ezidi-overlevere fra Sinjar, som nu har boet i Tyskland i over et årti, tvinges til at vende tilbage til de usikre forhold i Irak. Hvis Tyskland, andre europæiske lande, der huser Ezidi-overlevere, og Irak sikrer sikkerheden for de tilbagevendende mennesker, ville ingen Ezidi faktisk nægte at vende tilbage til Sinjar. Men når mennesker, der har været vidne til mordene på deres familiemedlemmer, bliver tvunget til at vende tilbage uden garantier for deres egen sikkerhed, bliver situationen bekymrende. Hvad med 1951 Flygtningekonventionen (GRC), som fastslår, at ingen stat “skal udvise eller returnere (‘refouler’) en flygtning på nogen måde til grænserne af de territorier, hvor hans liv eller frihed ville blive truet på grund af hans race, religion, nationalitet, medlemskab af en bestemt social gruppe eller politisk opfattelse?^[1]

Spørgsmålet er derfor, hvem der vil sikre sikkerheden for de Ezidier, der vender tilbage til Sinjar? Har Irak overhovedet afsat 1 % af sit budget til at genopbygge de ødelagte hjem for Ezidierne? Ezidierne udgør, selvom de er en minoritet, en betydelig del af den irakiske befolkning. På trods af dette har de ikke haft ejendom rettigheder og ingen plads i de irakiske regeringsplaner. – Ja, YSL er blevet vedtaget, og der er taget skridt for at sikre, at Ezidierne får deres rette ejendom rettigheder, men hvor er resultaterne? Hvorfor lever over 100.000 Ezidier stadig i IDP-lejre? Kun et ubetydeligt antal personer, 348 individer ifølge IOM, har fået godkendt at modtage erstatninger under YSL.

Ser man på situationer fra f.eks. Darfur, Bangladesh, det Osmanniske Imperium og Australien, hvor folkedrab er blevet begået, er det klart, at når problemerne forbliver “uløste”, vil fremtidens fred også forblive usikker. Når gerningsmændene kan begå de mest umenneskelige handlinger og stadig gå frit både i Mellemøsten og også rejse tilbage til Europa, uden den mindste frygt for retsforfølgelse, er der ingen garanti for, at de ikke vil gentage, hvad de gjorde i 2014.

Når årsdagen for den ødelæggende IS-angreb på Sinjar nærmer sig, forbliver lidelsen for det ezidiske folk et tydeligt påmindelse om de fortsatte udfordringer, som oprindelige samfund står overfor i konfliktplagede områder. På trods af international opmærksomhed og lovgivningsmæssige tiltag som Yezidi Survivors Law, har retfærdighed for de grusomheder, der blev begået mod eziderne, været svær at opnå. De nylige hændelser med hærværk og den vedvarende fjendtlighed mod det ezidiske folk understreger det presserende behov for målrettede indsatser for at sikre deres sikkerhed og lette deres tilbagevenden til deres forfædres lande. Manglen på at holde gerningsmændene ansvarlige og sikre tilstrækkelig støtte til genopbygningsindsatser kaster et skyggefuldt usikkerhed over udsigterne for varig fred og forsoning i regionen.

Mens verden reflekterer over tidligere folkemord og grusomheder, er det afgørende, at konkrete handlinger tages for at adressere de grundlæggende årsager til konflikt, opretholde menneskerettigheder og sikre sikkerheden og værdigheden for alle berørte mennesker, herunder eziderne. Kun gennem kollektivt engagement og urokkelig beslutsomhed kan vi håbe på at forhindre, at historien gentager sig, og sikre en vej mod en mere retfærdig og inklusiv fremtid for alle.

^[1] Jona Höni, Germany and the Yazidis – Going back on a Promise? Why International Law Obligates Germany to Stop Deportations of Yazidis to Iraq, Völkerrechtsblog, 05.02.2024?