Den Glemte Folkedrab på Ezidierne

Forfølgelse under det armenske folkedrab

Det ezidiske folk, en religiøs og etnisk minoritet med gamle rødder i Mellemøsten, har gennemlevet en lang historie med forfølgelse og marginalisering. Mens verden kender til det grusomme ISIS-folkedrab, der målrettede sig mod ezidierne i Irak i det 21. århundrede, forbliver et andet mørkt kapitel i deres historie ofte overset – deres udsættelse for folkedrab under det armenske folkedrab. Her kaster vi lys over denne mindre kendte, men lige så tragiske episode i ezidiernes historie og undersøger, hvordan de også led under kurderne og tyrkerne under Første Verdenskrig.

Historisk marginalisering og forfølgelse

Ezidierne har gennem århundreder været udsat for marginalisering og forfølgelse i regionen. Deres religiøse overbevisninger er ofte blevet misforstået, og de er fejlagtigt blevet anklaget for at være djævletilbedere. Gennem historien har de oplevet diskrimination, tvangskonverteringer og vold under forskellige herskere og imperier, herunder det Osmanniske Rige.

En ung ezidi-pige fejrer det ezidiske nytår i Lalish, Irak.
Foto af Levi Meir Clancy på Unsplash.

Det armenske folkedrab, der fandt sted under Første Verdenskrig, forbindes primært med den systematiske udryddelse af den armenske befolkning af det Osmanniske Rige. Men ezidierne, der levede i nærheden af armeniere, assyrere, kurdere og tyrkere, blev også fanget i denne katastrofe.

• Tvangsdeportationer: Ezidierne blev ligesom armenierne udsat for tvangsdeportationer og dødsmarcher. Mange ezidiske landsbyer blev tømt, og indbyggerne blev tvunget til at marchere til ukendte og øde områder, hvor de stod over for sult og ekstreme forhold.
• Massehenrettelser: Ezidier, især dem der nægtede at konvertere til islam, blev udsat for massakrer. Mange blev brutalt myrdet af osmanniske styrker, og deres historiske optegnelser og helligdomme blev bevidst ødelagt.
• Forfølgelse fra kurdere: Under det armenske folkedrab deltog kurdiske stammer aktivt i forfølgelsen af ezidierne. De beslaglagde ezidiske ejendomme, bortførte kvinder og børn og udsatte den ezidiske befolkning for vold og fordrivelse.

Tvangsdeportationer

Under det armenske folkedrab, der fandt sted under Første Verdenskrig, befandt Ezidierne sig fanget i en malstrøm af vold og forfølgelse. Tvangsdeportationer og dødsmarcher blev en grusom realitet for mange ezidier, da de blev udsat for umenneskelig behandling af det Osmanniske Rige. Denne sektion udforsker den dybe lidelse, som ezidierne gennemgik som følge af tvangsdeportationerne.

Tvangsdeportationerne af ezidierne bar en slående lighed med de oplevelser, deres armenske naboer gennemgik. Ezidiske landsbyer, ligesom armenske samfund, blev mål for masseforflyttelser. Familier blev revet fra hinanden, og mænd, kvinder og børn blev sendt ud på rædselsvækkende rejser, der ofte førte dem til øde og ukendte områder.

Tvangsdeportationerne var præget af brutalitet og grusomhed. Ezidierne fik kun kort tid til at forberede sig og blev ofte frataget deres ejendele, hvilket efterlod dem i total fattigdom. Familier blev splittet, og både ældre og børn blev tvunget til at udholde de samme ekstreme lidelser. Mange blev tvunget til at marchere til fods over lange afstande uden adgang til mad eller vand. Disse dødsmarcher var præget af de hjerteskærende skrig fra de sultne og de sårede.

Forholdene under tvangsdeportationerne var forfærdelige. Ezidierne blev stuvet sammen i overfyldte karavaner, udsat for barske vejrforhold og efterladt uden ly. Sult og udmattelse var udbredt, og utallige ezidier døde undervejs. De syge og svage bukkede ofte under for den ekstreme fysiske belastning, som rejsen medførte.

Tvangsdeportationerne af ezidierne var ikke blot en handling af masseforflyttelse, men også et systematisk forsøg på at knække deres ånd og kulturelle identitet. Mange ezidiske landsbyer blev tømt, og deres indbyggere blev spredt over det Osmanniske Riges enorme territorier. Denne spredning resulterede ikke blot i et enormt tab af menneskeliv, men også i opløsningen af stærke, sammenholdte ezidiske samfund.

Massemyrderier

Ezidiernes skæbne under det armenske folkedrab var præget af massemyrderier og ubeskrivelige grusomheder. Mens nogle ezidier blev tvunget til at konvertere til islam, blev andre, der nægtede, udsat for en grusom skæbne på hænderne af de osmanniske styrker.

Ezidier, der holdt fast i deres gamle tro og nægtede at konvertere, blev udvalgt til brutal behandling. Massemyrderier blev en frygtelig realitet for mange. De osmanniske styrker, drevet af et ønske om at udrydde ikke-muslimske samfund, udførte massakrer i et rædselsvækkende omfang. Hele ezidiske samfund blev udslettet, og kun massegrave stod tilbage som dystre vidnesbyrd om de begåede forbrydelser.

Ezidiernes historiske optegnelser og hellige steder blev bevidst ødelagt som en del af en systematisk indsats for at udslette deres kulturelle og religiøse arv. Denne kulturelle vandalisme havde ikke blot til formål at udrydde ezidierne som folk, men også at slette deres identitet fra historiens annaler.

Massemyrderierne påførte ezidierne en dyb og varig traumatisering. De overlevende blev efterladt med ar, både fysiske og psykiske, der aldrig forsvinder. Minderne om de elskede, der gik tabt, og de rædsler, de var vidne til under folkedrabet, hjemsøger stadig ezidiernes kollektive bevidsthed den dag i dag.

Forfølgelse fra kurdere: Et smertefuldt forræderi

Under det armenske folkedrab deltog kurdiske stammer aktivt i forfølgelsen af ezidierne. Dette forræderi tilføjede endnu et lag af lidelse til den i forvejen hårdt prøvede ezidiske befolkning.

Kurdiske stammer, som delte region med ezidierne, spillede en særlig ødelæggende rolle i forfølgelsen. Kurderne beslaglagde ezidiernes ejendomme, konfiskerede deres hjem, marker og ejendele. Denne ekspropriation efterlod ezidierne ikke blot hjemløse, men også berøvet deres levebrød og kulturelle arv.

Bortførelser og vold blev også brugt som redskaber til forfølgelse af visse kurdiske grupper. Ezidiske kvinder og børn blev kidnappet, og mange blev udsat for ubeskrivelige overgreb og tvungne konverteringer til islam. Denne brutale behandling forværrede den allerede omfattende traumatisering af ezidierne og efterlod dem med dybe følelsesmæssige sår.

Den ezidiske befolkning blev udsat for vold og fordrivelse, ofte på hænderne af deres kurdiske naboer. Dette smertefulde forræderi fra beboere i deres egen region gjorde ezidiernes lidelser under det armenske folkedrab endnu værre.

Eftervirkninger og Vedvarende Udfordringer

Den armenske folkedrab sluttede officielt med Osmannerrigets sammenbrud, men yezidierne fortsatte med at møde udfordringer. Deres samfund blev ødelagt, og overlevende kæmpede for at genopbygge deres liv. Mange yezidier forbliver fordrevne, med traumer, der forværres af folkedrabets langvarige virkninger på deres kulturelle og religiøse identitet.

Yezidiernes oplevelser under det armenske folkedrab fremhæver kompleksiteten af etniske og religiøse relationer i Mellemøsten under en urolig periode i historien. Deres oplevelser, som er mindre kendte end armeniernes, er et vidnesbyrd om den dybt tragiske menneskelige tragedie, der udspillede sig under dette mørke kapitel i historien.

At anerkende og huske yezidiernes historiske forfølgelse er essentielt, ikke kun for historisk nøjagtighed, men også for at forstå den bredere kontekst af etnisk og religiøs mangfoldighed i regionen. Det er et vidnesbyrd om deres modstandskraft, at yezidierne har overlevet på trods af århundreders modgang, og deres unikke kultur og tro fortsætter med at berige Mellemøstens væv.

At anerkende og huske yezidiernes lidelser er essentielt for at anerkende omfanget af den lidelse, der fandt sted i denne periode, og for at forstå kompleksiteten af inter-etniske relationer i Mellemøsten.