Kulturel appropriation: en “ny” form for kurdisk propaganda

Den 17. december 2023 udgav den kurdiske sanger Sherif Omeri sin musikvideo på YouTube. Sangen hedder “Şere Şere” og betyder “Det er krig, det er krig”.

Folk har frihed til at komponere og skabe sange samt musikvideoer, som de ønsker, da kunstnerisk udtryk er en grundlæggende del af individuel frihed. Musik fungerer som et kraftfuldt medie, hvorigennem individer kan formidle deres følelser, tanker og oplevelser. Denne kreative autonomi giver kunstnere mulighed for at udforske forskellige temaer, stilarter og fortællinger, hvilket bidrager til den rige kulturarv. Friheden til at komponere og skabe musikvideoer gør det muligt for kunstnere at udtrykke deres unikke perspektiver, udfordre samfundets normer og inspirere til forandring. Det fremmer en kultur af innovation, selvopdagelse og forbindelse, hvor kunstnere kan forbinde sig med publikum på et personligt og følelsesmæssigt niveau. At omfavne denne frihed beriger ikke kun den kunstneriske mangfoldighed, men fremmer også et mere inkluderende og dynamisk samfund, der værdsætter de mange måder, hvorpå individer vælger at dele deres historier og perspektiver gennem musikens universelle sprog.

Hvad der dog er problematisk ved den aktuelle musikvideo, er, at den inkluderer Ezidi-traditionelt tøj og, endnu vigtigere, en kvinde, der danser og poserer med våben. Dette er kulturel appropriation.

At bære traditionelt tøj er en form for kulturelt udtryk og identitet for Ezidi-folket. I den nuværende musikvideo, hvor den traditionelle påklædning portrætteres af disse personer, der er udenforstående i forhold til Ezidi-kulturen, viser det en ligegyldighed over for den kulturelle ægthed og betydning, der er knyttet til disse genstande. Traditionelt tøj rummer ofte dyb symbolsk betydning i en kultur. For Ezidi-folket repræsenterer deres traditionelle påklædning en forbindelse til deres historie, religiøse overbevisninger og kulturelle arv. At bruge disse klæder i en kontekst, hvor en kvinde holder et våben og svinger det i luften, er respektløst over for Ezidi-religionen og kulturen.

Yazidi children wearing traditional Ezidi clothes at a festival. pic.twitter.com/GCHtDb2Lcs

— Yazidis – Ezidis 𒀭 (@realYazidis) July 23, 2023

Ezidier praktiserer en religion kaldet “Sharfadin”, ifølge hvilken krig og aggressive adfærd mod andre mennesker er forbudt. Ingen Ezidi-kvinde ville nogensinde holde et våben på den måde, som kvinden i den kurdiske musikvideo gør. Dette er ikke kun kulturel appropriation, respektløshed og total ignorering af Ezidi-religionen, men det er også uklart, hvorfor de Ezidi-kulturelle klæder bliver fremvist i en kurdisk musikvideo. At inkludere traditionelt tøj og våben i musikvideoer opretholder stereotyper og misrepræsenterer Ezidi-kulturen. Det er vigtigt at undgå at reducere en rig og mangfoldig kultur til et sæt symboler, der ikke nøjagtigt afspejler folkets værdier, historie eller nuværende kampe.

Ifølge påstandene fra mange kurdere har de en lang historie og dermed deres egen kultur. Der rejser sig derfor et spørgsmål om, hvorfor de portrætterede Ezidi-klæder i deres video? Har ikke kurderne deres egne traditionelle outfits? Det er vigtigt at huske, at Ezidierne længe har været udsat for forfølgelse på grund af deres unikke etnoreligiøse identitet, men de har stadig valgt ikke at svare på drab med flere drab. I stedet har de genbosat sig i andre territorier (flere gange) for at undgå yderligere undertrykkelse. Det er derfor ikke kun respektløst at portrættere en Ezidi-kvinde på denne måde, men det er også ironisk. Det er ironisk, at harmløse folk som Ezidierne bliver forbundet med våben og krige.

Teksterne i musikvideoen glorificerer krig og opfordrer til krigsførelse. Desuden indeholder den flere henvisninger til “kurd” og “Kurdistan”. Åbenlyst er den underliggende årsag til videoen, ud over at inspirere “kurdere” til at kæmpe, også at assimilere Ezidierne med kurderne. Når man ser på, hvordan videoen repræsenterer Ezidi-kulturen ved at inkludere kvinder, der bærer traditionelle Ezidi-slør og hovedbeklædning, er det klart, at det antyder, at Ezidierne også er kurdere. I bund og grund er dette et typisk eksempel på kurdisk propaganda og et forsøg på kurdisering af Ezidi-identiteten. Flere utilfredse kommentarer er blevet postet af Ezidier på youtube-videoen og også på Instagram, men det ser ud til, at kanalens sideadministratorer aktivt sletter disse kommentarer.

Afslutningsvis, mens kunstnerisk frihed er en hjørnesten i individuel udtryk og samfundets dynamik, er det afgørende at anerkende de etiske grænser, der bør vejlede kreative bestræbelser. Den kurdiske sanger Sherif Omeri’s musikvideo “Şere Şere” eksemplificerer faktisk musikkens kraft som et medie for udtryk, ved at forbinde kunstnere med publikum på følelsesmæssige niveauer. Dog rejser inddragelsen af Ezidi-traditionelt tøj sammen med våben, som det vises i videoen, gyldige bekymringer om kulturel appropriation. Denne handling ignorerer ikke kun den hellige symbolik indlejret i Ezidi- påklædning, men viser også respektløst de religiøse værdier hos Ezidi-folket, som følger Sharfadin-troen, der udtrykkeligt forbyder krig og aggression. Ironien ligger i, at de fredelige Ezidier, der historisk har været udsat for forfølgelse, nu bliver portrætteret på en måde, der er i modstrid med deres ethos – forbundet med våben og krigsførelse. Desuden rejser videoens forsøg på at assimilere Ezidierne med kurderne, tydeligt i teksterne og fremstillingen af traditionelle slør, bekymringer om kulturel fejlinformation og en subtil form for kurdisering. I jagten på kunstnerisk udtryk er det vigtigt at navigere i disse nuancerede kulturelle følsomheder med respekt og fremme dialog fremfor at opretholde stereotyper. De klager, som Ezidierne udtrykker i kommentarer, om end de bliver slettet, understreger vigtigheden af at anerkende og adressere disse bekymringer for et mere inkluderende og kulturelt følsomt kunstnerisk landskab.

Ezidi Times henvender sig til kurderne og opfordrer dem til ikke at bruge tøj, symboler og andre elementer, der er forbundet med Ezidierne, eller andre folks kulturelle udtryk. Brug dit eget tøj og symboler, som er forbundet med din egen (kurdisk) identitet; en anden opførsel i denne sag viser fraværet af en faktisk “kurdisk identitet” og den eminente mangel på respekt for andre folks og deres kulturer.