Ingen retfærdighed for overlevere af Ezidi-folkedrab – Det handler kun om penge og magt – Intet personligt

I 2014 lancerede ISIS en brutal kampagne mod Eziderne i Shingal (Sinjar) i det nordlige Irak. Tusindvis af Ezidi-mænd, drenge og ældre kvinder blev dræbt, mens kvinder og piger blev bortført, solgt som seksuelle slaver og udsat for systematisk og organiseret misbrug. Drenge blev tvunget til at blive børnesoldater. FN har konkluderet, at det drejer sig om et folkedrab, men indtil videre er der ikke gjort nogen større bestræbelser på at holde IS-terrorister ansvarlige og bringe retfærdighed for overlevere. Med den nuværende krise i Syrien virker retfærdighed for Eziderne og ansvar for gerningsmændene endnu mere usandsynligt.

Selvom nogle ISIS-medlemmer er blevet dømt i europæiske retter, senest i Tyskland, Frankrig, Holland og Sverige (igangværende), er mange ISIS-gerningsmænd i Irak blevet anklaget for terrorisme snarere end krigsforbrydelser, og den juridiske proces er langsom. For Eziderne er det ikke en mulighed at søge retfærdighed i Irak eller Syrien, da mange embedsmænd er forbundet med terrorister, enten som slægtninge eller bare tilknyttede. Dette gør det umuligt for ofrene, der er tilbage i regionen, at søge retfærdighed. De familier, der har forsøgt at søge retfærdighed, er blevet efterladt uden afslutning, da den irakiske regering har givet lidt gennemsigtighed om fremgangen i retssagerne.

Massegravene for Ezidi-ofre er en dyster påmindelse om voldens omfang. Mens FN-missionen har udgravet 68 grave, er kun et lille antal lig blevet identificeret, og familier lærer ofte om deres kære skæbne via sociale medier frem for officielle kanaler.

Situationen forværres af Iraks ophør med samarbejdet med FN i 2023, hvilket har stoppet yderligere undersøgelser. Meget af det bevismateriale, der er indsamlet af FN’s UNITAD-undersøgelsesenhed, er nu i limbo. Manglen på politisk vilje fra både Irak og det internationale samfund har efterladt Ezidi-overlevere og ofrenes familier uden retfærdighed.

Den langsomme stræben efter ansvar understreger den bredere fiasko for internationale organisationer til at beskytte sårbare befolkninger under konflikt. Uden retfærdighed vil traumerne fra Ezidi-folkedrabet fortsat påvirke fremtidige generationer.