Ezidisk design på kurdisk catwalk: Respekt eller kulturel appropriation?

Ære en kurdisk catwalk ezidisk arv – eller risikerer den at udslette den?

For nylig blev Instagram-feeds fyldt med videoer fra udstillingen af en kurdisk modedesigners show i Milano. Det overordnede tema var at præsentere designs inspireret af “kurdisk” tradition og kultur. Nummer 7 på catwalken var dog et traditionelt ezidisk kvindetøj, som især bæres af ezidiske kvinder i Irak.

For det første, på et personligt plan og i en idealistisk verden, ville Ezidi Times tolke denne handling som en uskyldig og venlig gestus fra designerens side. Det kunne ses som noget, man gør mellem to venlige nationer. For eksempel, hvis en tysk modedesigner inkluderede stykker, der repræsenterer hollandsk, fransk og italiensk traditionelt tøj, ville det blive opfattet som respektfuldt og imødekommende. Men hvis en arabisk modedesigner inkluderede assyrisk traditionelt tøj i en kollektion mærket “arabisk traditionelt tøj”, ville det bære en mere imperialistisk og approprierende betydning. Tilsvarende, forestil dig, hvis en aserbajdsjansk designer brugte armensk og iransk traditionelt tøj under etiketten “aserbajdsjansk traditionelt-inspireret mode”. Ville armenere og iranere så klappe og føle sig “set”?

Set på kommentarerne online virker mange til at føle sig anerkendt og taknemmelige for at være “inkluderet” i kollektionen. Men det spørgsmål, disse mennesker bør stille sig selv, er: Hvorfor kan I ikke gøre jeres kultur synlig på egen hånd? Hvorfor har I brug for en kurder til at præsentere jeres traditionelle påklædning? Hvorfor bliver ezidier i Mellemøsten ikke set og inkluderet, når kulturer, religioner og etniciteter præsenteres i regionen? Svaret er klart: I er blevet censureret, skjult og tavsegjort af både irakiske og kurdiske magter. Araberne ønsker at fremme en samlet arabisk identitet i Irak, mens kurderne forsøger at stjæle (ja, stjæle) minoriteters identitet i regionen for at opbygge en fabrikeret kurdisk identitet.

Hvorfor blev kun ezidier inviteret, som har tætte forbindelser til kurdisk politik, såsom Düzen Tekkal og Wahhab Hasso? Hvorfor blev Nadia Murad, Pari Ibrahim, Natia Navrouzov, Khdr Hajoyan, Rustam Bakoyan og andre prominente ezidier ikke inviteret? Med andre ord, hvorfor var det kun de ezidier til stede, som gentagne gange har nedtonet deres ezidiske identitet for at tjene den kunstige kurdiske fortælling – dem, som faktisk har skadet det ezidiske folk?

Ezidier, I har også muligheden for at blive modedesignere, influencers, sangere, skuespillere, kunstnere og fotografer og præsentere vores rige ezidiske kultur. I behøver ikke en kurder, araber eller tyrk til at vise jeres identitet under dække af deres kultur.

Som et gammelt folk med gamle traditioner og, forhåbentlig, lige så dyb visdom, opfordrer vi hos Ezidi Times jer til at se mere kritisk på dette spørgsmål og forstå de farer, sådanne handlinger udgør for vores folk. Hvor længe vil I gøre jer selv mindre og underordnede? Hvor længe vil I afgive jeres traditioner og identitet til folk, der selv er tabte og søger rødder og historie? Og lad ingen afvise disse bekymringer som “aggressive” eller “hatefulde”: det er hverken aggressivt eller hadsk at ønske at beskytte sin kulturelle arv og blive ladt i fred.

Ezidier, vågn op! Er det dette, vores forfædre har kæmpet for i tusinder af år? Vil I forråde deres kamp og minde ved at underkaste jer erobrere?