Denne artikel er baseret på et debatindlæg skrevet af Inas K. og offentliggjort af Idaho Statesman. I sin egen beretning reflekterer hun over at have overlevet folkedrabet på det ezidiske folk i 2014, levet gennem fordrivelse og forfulgt uddannelsesmuligheder, der til sidst førte hende fra Sinjar til Tyskland og USA.

En ezidisk studerende, der overlevede folkedrabet i 2014 og flere års fordrivelse, har skrevet om sin rejse fra en lille landsby i Sinjar til videregående uddannelse i Tyskland og USA.

Inas blev født i 2001 og voksede op i en lille ezidisk landsby, hvor hendes liv centrerede sig om slægtninge, naboer og menneskene omkring hende. Allerede som barn forestillede hun sig at skabe muligheder for andre og bidrage til det ezidiske folks fremtid, selv om nogle afviste hendes ambitioner som urealistiske.

Alt ændrede sig den 3. august 2014, da ISIS indledte sit folkedrabsangreb mod Sinjar. Tusindvis af ezider blev dræbt, bortført og gjort til slaver, mens hele landsbyer blev tømt og ødelagt.

Inas og hendes familie undslap, men de mistede deres hjem og blev internt fordrevne. Livet i lejrene bød på hårde vintre, ekstrem sommervarme, fødevaremangel, begrænset adgang til rent vand og konstant usikkerhed.

I stedet for at lade fordrivelsen bestemme hendes fremtid begyndte Inas at søge efter muligheder for at lære, arbejde frivilligt og deltage i aktiviteter, der kunne udvide hendes muligheder. Hun fyldte notesbøger med planer og mål, deltog i workshops og betragtede uddannelse som en vej til at genopbygge både sit eget liv og andres.

En mulighed for at studere i udlandet

Efter at Sinjar var blevet befriet, vendte hendes familie hjem og begyndte at genopbygge det, der var blevet ødelagt. Inas hørte senere om et sommerprogram arrangeret af en ezidisk tidligere elev fra United World Colleges for studerende, der var interesserede i at studere i udlandet.

Efter en konkurrencepræget udvælgelsesproces modtog hun et fuldt stipendium til UWC Robert Bosch College i Tyskland, hvor hun gennemførte International Baccalaureate-programmet.

Flytningen placerede hende i et internationalt uddannelsesmiljø sammen med studerende fra forskellige lande, kulturer og baggrunde. Hun skriver, at oplevelsen ændrede hendes forståelse af lederskab og viste hende, at en persons oprindelsessted ikke begrænser, hvad vedkommende kan opnå.

Årene på UWC styrkede også hendes tro på, at vanskelige oplevelser kan omsættes til meningsfuld handling.

Fortsat uddannelse i Idaho

Inas er nu i gang med sit sidste studieår på College of Idaho, hvor hun studerer business med specialisering i marketing og teater.

Uden for undervisningen arbejder hun med markedsføring på sociale medier for universitetets Office of Inclusion and Intercultural Engagement. Hendes rolle indebærer at hjælpe studerende med at få kontakt til ressourcer, praktikpladser og muligheder, der kan forme deres akademiske og professionelle fremtid.

Hun har også haft lederposter i International Student Organization og arbejder for studerende med forskellige kulturelle og sociale baggrunde.

Hendes rejse har ført hende fra folkedrab og fordrivelse til undervisningslokaler i Tyskland og USA. Alligevel fortsætter hun med at forbinde sin uddannelse med det ansvar, hun føler over for det ezidiske folk.

Mere end en historie om overlevelse

Inas fremstiller ikke blot sin oplevelse som en historie om at have overlevet ISIS, men som en fortælling om modstandskraft, uddannelse og de muligheder, der kan opstå, når fordrevne unge modtager meningsfuld støtte.

Hun reflekterer over det barn, der engang boede i en lille landsby, hvor andre mente, at hendes drømme var for ambitiøse. Det barn kunne ikke have forestillet sig at gå på en international skole i Tyskland eller studere på universitet i USA.

Hendes centrale budskab er, at vanskelige omstændigheder ikke behøver at bestemme en persons fremtid.

Hun understreger også, at enhver præstation har et bredere formål: at skabe muligheder for andre, forstærke stemmer, der er blevet bragt til tavshed, og bidrage til at sikre, at børn ikke bliver afskrækket fra at forestille sig en fremtid ud over de begrænsninger, der er blevet lagt omkring dem.

Inas’ historie viser, hvad uddannelse kan gøre muligt for unge ezider, hvis liv blev afbrudt af folkedrab, fordrivelse og ødelæggelsen af deres hjem. Den er også en påmindelse om, at støtte til overlevende må række ud over umiddelbar beskyttelse og omfatte adgang til uddannelse, lederskab og langsigtede muligheder.