The Last Girl blev udgivet i 2017 og er Nadia Murads erindringsbog om hendes barndom i Kocho, hendes bortførelse og slaveri under ISIS samt hendes flugt fra fangenskab. Bogen, der er skrevet sammen med Jenna Krajeski, er både et personligt vidnesbyrd og en beretning om folkedrabet begået mod ezider.
Når Nadia Murad indleder The Last Girl med ordene: »Denne bog er skrevet til enhver ezidi«, gør hun det klart, at dette er mere end hendes personlige historie. Det er historien om et helt folk. Men jeg mener, at denne bog ikke kun er for enhver ezidi; det er en bog, som hele verden bør læse.
Jeg har ejet The Last Girl siden den dag, den udkom, men jeg var aldrig følelsesmæssigt klar til at åbne den. Da jeg endelig fandt styrken til at begynde, nærmede august sig – en måned, der for altid minder os om folkedrabet på eziderne og om Kocho, hvor en af de mest rædselsvækkende massakrer fandt sted.
Før ISIS træder ind i hendes fortælling, introducerer Nadia os til sit liv i Kocho. Gennem hendes ord mærker man varmen fra hendes familie, enkelheden i landsbylivet, traditionerne, latteren og den dybe følelse af tilhørsforhold, der prægede hendes barndom. Samtidig begynder man at fornemme det had, der længe havde omgivet eziderne – et had, som mange havde båret på i årevis, mens de ventede på det øjeblik, hvor de endelig kunne handle på det.
Efterhånden som belejringen af Kocho udfolder sig, bliver hver side tungere. Man trækkes ind i frygten, usikkerheden og den uudholdelige virkelighed i ikke at vide, om man stadig vil være i live om en time, i morgen eller om ti dage. Nadias skrivestil placerer dig ved siden af menneskene i Kocho. Du læser ikke blot deres historie; du mærker den.
Så kommer det ufattelige.
Nadia fortæller med bemærkelsesværdig ærlighed om den systematiske brutalitet, hun blev udsat for. Hun skriver om at blive revet væk fra sin familie, solgt som sexslave, voldtaget, slået og tvunget til at fornægte sin tro. Det, der gør hendes vidnesbyrd endnu mere ødelæggende, er den stille menneskelighed bag det. Efter hvert overgreb bad hun Gud om tilgivelse og troede, at hun på en eller anden måde selv havde fejlet, selv om enhver forbrydelse mod hende blev påtvunget hende. Da hun blev tvunget til at konvertere til en anden religion, bad hun igen, vel vidende at hendes tro forblev uberørt i hendes hjerte. Ingen mængde vold kunne tage hendes identitet fra hende. Ingen grusomhed kunne udslette det faktum, at hun altid ville forblive ezidi.
Da Nadia endelig beslutter sig for at flygte, træder hun ud i mørket uden nogen sikkerhed for, at hun vil overleve. Hun ved ikke, hvor hun skal hen, eller hvem hun kan stole på. Hun vælger ganske enkelt friheden frem for frygten. Mod alle odds når hun frem til en muslimsk familie, der risikerer alt for at beskytte hende. Deres mod minder os om, at der selv i menneskehedens mørkeste øjeblikke stadig findes mennesker, som vælger medfølelse frem for had.
Det, Nadia gjorde efter sin flugt, er lige så ekstraordinært som det at overleve fangenskabet. I stedet for at lade sin lidelse forblive skjult forvandlede hun den til en stemme for tusindvis, som ikke længere kunne tale. Hun trådte frem for verden og tvang den til at konfrontere sandheden. Hun blev den første ezidiske kvinde til at modtage Nobels fredspris, ikke fordi hun søgte anerkendelse, men fordi hun nægtede at lade folkedrabet blive ignoreret eller glemt.
The Last Girl er ikke blot en erindringsbog. Det er et vidnesbyrd. Det er bevismateriale. Det er historie skrevet af en person, der overlevede noget, intet menneske nogensinde burde skulle udholde. Gennem én kvindes historie bliver vi vidner til et helt folks lidelser, især de kvinder og piger, hvis liv blev knust af folkedrab. Men Nadias historie er kun én blandt tusinder. Utallige stemmer er endnu ikke blevet hørt. Utallige historier er endnu ikke blevet fortalt.
Denne bog knuser dit hjerte, men alligevel kan du ikke holde op med at vende siderne. Hvert kapitel tvinger dig til at fortsætte, ikke af nysgerrighed, men ud fra et ansvar for at kende sandheden.
Alle bør læse The Last Girl. Ikke fordi det er en let bog, men fordi det er en nødvendig bog. Vi kan ikke hævde, at vi værdsætter menneskerettigheder, samtidig med at vi forbliver uvidende om et af vor tids mest rædselsvækkende folkedrab. Vi kan ikke sige »aldrig igen«, hvis vi ikke er villige til at lytte til dem, der overlevede.
Læs denne bog. Læs den for at forstå. Læs den for at huske. Læs den, fordi sandheden fortjener vidner, fordi tavshed beskytter gerningsmænd, og fordi det ezidiske folks historier aldrig må glemmes.
