Først udgivet i 1939 er *Schoolgirl* en kortroman af den japanske forfatter Osamu Dazai. Historien følger en unavngiven teenagepige gennem en helt almindelig dag, fra hun vågner, til hun går i seng. I stedet for at bygge på et traditionelt handlingsforløb trækker Dazai læseren ind i hendes skiftende tanker om familie, sorg, identitet, samfundet og de forventninger, der stilles til unge kvinder.
Anbefales til: Læsere, der holder af introspektiv, psykologisk og dybt personlig litteratur.
*Schoolgirl* føles mere som tanker, der er skrevet direkte ned. Bogen følger en ung piges indre stemme gennem hendes dag, men det, der gør den stærk, er, hvor ærlige og rå hendes tanker er. Hun sætter spørgsmålstegn ved alt – sig selv, sine følelser og menneskene omkring sig – og intet føles stabilt eller sikkert.
Dazai indfanger følelsen af at være ung og fortabt, af at overtænke selv den mindste detalje og forsøge at forstå, hvem man egentlig er. Hendes tanker skifter hurtigt mellem selvsikkerhed og usikkerhed, kærlighed og irritation, klarhed og forvirring. Jeg tror, at mange kan relatere til denne bog, fordi den afspejler, hvor hurtigt sindet kan skifte, selv i de mest almindelige øjeblikke.
Et af de afsnit, der blev hos mig, var:
“Vi har en vag forestilling om det bedste sted, vi burde tage hen, eller de smukke steder, vi gerne vil se, eller den slags steder, der ville få os til at vokse som mennesker. Vi længes efter et godt liv. Vi har virkelige håb og ambitioner. Vi føler os utålmodige efter at finde en urokkelig tro, som vi kan støtte os til. Men det ville kræve en betydelig indsats at give sådanne ting udtryk i vores almindelige liv som piger.”
Da jeg læste dette, blev jeg mindet om, hvordan mennesker, der lever i de forkerte omgivelser – især piger – hele tiden forventes at leve op til samfundets normer. Når det handler om frihed, er det nogle gange eneste, de egentlig ønsker, at blive set på samme måde som drenge: uden at blive dømt og uden at få frataget deres styrke.
Kortromanen er dybt personlig, fordi den ikke forsøger at give fortælleren enkle svar. Hendes følelser forbliver usikre, modsætningsfyldte og i konstant forandring, hvilket får hende til at fremstå ægte. Til sidst står læseren tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt følelser afspejler virkeligheden, eller om sindet skaber sin egen version af det, der sker.
Måske er det vigtigste spørgsmål, bogen efterlader dig med:
Hvor meget af det, du føler, er virkeligt, og hvor meget er blot skabt af dit sind?
