Kurdisk præst truer ezider: “Vi vil ikke lade jer leve på jorden”

En kurdisk præst med base i Iran har vakt alvorlig bekymring efter at have rettet truende retorik mod ezider og andre minoriteter i Irak, herunder en erklæring om, at de ikke ville få lov til at “leve på jorden”.

En video af den kurdiske præst Ramin Salehzadeh, som igen dukkede op i medierapporter i august 2026, viser ham rette fjendtlig religiøs retorik mod ezider. Salehzadeh brugte fjendtligt religiøst sprog mod minoriteter, før han erklærede: “Ved Gud, vi vil ikke lade jer leve på jorden.”

Denne hadefulde tale kommer kun tolv år efter, at ISIS forsøgte at udslette det ezidiske folk gennem massemord, slaveri, tvangskonvertering, bortførelser og ødelæggelsen af deres hjemland.

Udtalelserne kommer desuden i august, den måned hvor ezider mindes nogle af de mest ødelæggende begivenheder under folkedrabet i 2014.

En trussel, der har en særlig alvor for ezider

Den 3. august 2014 angreb ISIS Sinjar og de omkringliggende ezidiske landsbyer som led i en systematisk kampagne mod ezider. Mænd og ældre blev myrdet, kvinder og piger blev bortført og udsat for seksuelt slaveri og menneskehandel, og børn blev adskilt fra deres familier, indoktrineret eller tvunget ind i ISIS’ strukturer.

UNITAD, FN’s efterforskningshold oprettet for at undersøge ISIS’ forbrydelser i Irak, konkluderede på grundlag af klare og overbevisende beviser, at ISIS begik folkedrab mod ezider samt forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. (FN i Irak⁠)

Konsekvenserne er fortsat synlige tolv år senere. Ifølge FN var omkring 2.600 ezider stadig savnede i 2025, og mere end 200.000 var fortsat fordrevne, mens mange af dem, der var vendt tilbage til Sinjar, stadig stod over for utilstrækkelige offentlige tjenester og vanskelige levevilkår. (FN⁠)

Set i lyset af denne historie kan sprogbrug, der fortæller ezider, at de ikke vil få lov til at leve, ikke adskilles fra den vold, som gentagne gange er blevet retfærdiggjort gennem religiøs fjendtlighed mod dem.

Folkedrabet opstod ikke i et ideologisk tomrum. Gennem generationer har ezider været udsat for falske anklager om deres tro, religiøs udstødelse og kampagner, der fremstillede deres eksistens som uacceptabel. ISIS førte disse idéer ud i deres mest ekstreme konsekvens.

Udtalelser, der sætter spørgsmålstegn ved, om ezider overhovedet bør have lov til at eksistere, har derfor en særlig alvorlig betydning.

Hadefuld tale mod ezider sluttede ikke med ISIS

Udtalelserne kommer også på baggrund af et dokumenteret mønster af fornyet antiezidisk hadefuld tale i Irak og den omkringliggende region.

I december 2024 offentliggjorde Yazda en detaljeret undersøgelse af en bølge af hadefuld tale rettet mod ezider efter mindehøjtideligheden for folkedrabet den 3. august samme år. Forskerne analyserede 62 beskeder fra 51 skærmbilleder. Af disse 62 beskeder indeholdt 25 opfordringer til endnu et folkedrab mod ezider. (yazda.org⁠)

Kampagnen skabte så stor frygt, at tusindvis af fordrevne ezider angiveligt forlod lejre og bevægede sig mod deres oprindelsesområder i Sinjar. Yazda fandt, at fjendtlig retorik mod ezider i stigende grad var dukket op omkring den årlige periode, hvor folkedrabet mindes, hvilket øgede frygten for fornyet vold. (yazda.org⁠)

FN har særskilt anerkendt, at problemet fortsætter. Under mindehøjtideligheden for folkedrabet i 2025 advarede FN’s generalsekretærs særlige repræsentant for Irak om, at der fortsat findes personer, som fremmer ekskluderende ekstremistiske idéer forbundet med ISIS og spreder hadefuld tale. (FN i Irak⁠)

Dette gør den rapporterede udtalelse, der tilskrives Salehzadeh, særligt bekymrende. Den fremsættes ikke i et miljø, hvor antiezidisk tilskyndelse er forsvundet. Den fremsættes, mens overlevende stadig leder efter familiemedlemmer, mens tusinder fortsat er fordrevne, og mens åbent fjendtlige budskaber om ezider fortsat cirkulerer.

Religiøs retorik må ikke blive en tilladelse til at true et folk

Religions- og ytringsfrihed kræver ikke, at samfund accepterer trusler mod et andet folks eksistens.

Der er en grundlæggende forskel mellem uenighed om religion og retorik, der erklærer, at et folk ikke bør have lov til at leve. Når en religiøs person retter et sådant sprog mod et folk, der for nylig har overlevet et folkedrab, bør myndigheder, religiøse institutioner og civilsamfundet behandle sagen med den alvor, den fortjener.

Talerens identitet mindsker heller ikke betydningen af det sagte. Salehzadehs kurdiske baggrund, hvis den er korrekt identificeret, gør ikke hans synspunkter repræsentative for kurdere som helhed, ligesom en enkelt religiøs persons handlinger ikke kan tilskrives en hel etnisk eller religiøs befolkning.

Ansvaret ligger hos den person, der fremsætter udtalelsen, og hos enhver institution eller ethvert netværk, der støtter, distribuerer eller tilskynder til sådan retorik.

Samtidig fortjener udtalelsen nøje granskning, netop fordi forfølgelsen af ezider historisk ikke kun er blevet muliggjort af væbnede organisationer, men også af idéer spredt gennem religiøse og sociale miljøer, hvor ezider blev fremstillet som mennesker, hvis tro gjorde dem til legitime mål. Denne historie gør det farligt at afvise trusler som blot ord.

Erindring uden forebyggelse er ikke nok

Hver august gentager regeringer, internationale institutioner og politiske ledere løftet om, at folkedrabet på ezider aldrig må ske igen.

Men forebyggelse af folkedrab kan ikke først begynde, når våbnene dukker op, eller mennesker bliver angrebet.

Det indebærer også at genkende de advarselstegn, der går forud for fysisk vold: dehumanisering, religiøs tilskyndelse, trusler, kollektive anklager og retorik, der antyder, at et helt folk ikke har nogen legitim plads i samfundet.

Den dokumenterede hadkampagne i 2024 viste, hvor hurtigt fjendtlig retorik kan skabe frygt blandt ezider, der allerede har oplevet folkedrab. Den fortsatte fordrivelse af mere end 200.000 ezider og den uafklarede skæbne for omkring 2.600 savnede gør denne sårbarhed endnu mere alvorlig. (FN i Irak⁠)

Tolv år efter folkedrabet burde ezider ikke være nødt til at høre offentlige personer true med, om de skal have lov til fortsat at leve.

Myndigheder og institutioner i de lande, hvor sådan retorik opstår eller cirkulerer, bør undersøge trusler mod ezider alvorligt, fastslå om lovgivning mod tilskyndelse eller trusler er blevet overtrådt og tydeligt slå fast, at opfordringer til udslettelse eller fjernelse af et folk ikke vil blive normaliseret som religiøs diskurs.

For ezider kan “aldrig igen” ikke reduceres til årlige mindehøjtideligheder.

Det må også betyde, at man konfronterer den ideologi og det sprog, der kan bane vejen for den næste voldshandling, før endnu en generation bliver tvunget til at opdage, hvad der sker, når sådanne advarsler ignoreres.