Sinuni er et sted, hvor historie, sprog og landskab mødes. Dets navn, som betyder »vores kilde« eller »vores vandkilde« på det ezidiske sprog, afspejler, hvor tæt byen har været knyttet til overlevelse i en region, hvor vand har formet bosættelse og bevægelse. Det er også en påmindelse om tilhørsforhold; et ord, der fortæller om en fælles fortid og et land, som har rummet ezidisk liv gennem århundreder.
Sinuni ligger i Sinjar-distriktet i det nordlige Irak og har længe været en af de centrale byer for ezider. Generationer har levet af byens marker, fejret deres traditioner og videreført fortællingerne om Sharfadin, som binder folket til regionen. Hverdagslivet fulgte engang en rolig landlig rytme, formet af landbrug, familiebånd og de omkringliggende bjerge.
Denne rytme blev knust i 2014. Da IS rykkede gennem Sinjar, blev Sinuni tømt, ødelagt og mærket på måder, der stadig er synlige i dag. Familier, som havde levet der i århundreder, blev tvunget på flugt; hjem, helligsteder og landbrug blev efterladt i ruiner. Tabet var ikke kun fysisk. Det ramte erindringen, kontinuiteten og den følelse af sikkerhed, som engang prægede byen.
Alligevel står Sinuni fortsat som et vidnesbyrd om udholdenhed. I årene siden folkedrabet er ezider vendt tilbage for at genopbygge byen, ofte med begrænset støtte og drevet af overbevisningen om, at deres fremtid fortsat må være knyttet til deres land. Genopbygningen er langsom, ujævn og kompliceret, men den fortsætter. Huse rejser sig igen fra betonskaller, landbrugsjord tages tilbage i brug, og livet vender tilbage stykke for stykke. Hver genopbygningshandling er samtidig en modstandshandling – en afvisning af at lade byens historie ende med ødelæggelsen.
For besøgende, der kommer til Sinjar-regionen, er Sinuni et sted, der både bærer tragediens tyngde og den stille styrke hos dem, der er fast besluttede på at genoprette byen. Dens marker, veje og små markeder fortæller ikke kun historien om, hvad der skete, men også om det, der har overlevet. Betydningen af navnet, »vores kilde«, handler nu ikke kun om vand, men også om fornyelse – en påmindelse om, at livet kan vende tilbage, selv efter ødelæggelse.
Sinuni står i dag som et af de steder, hvor ezidernes modstandskraft er skrevet ind i selve landskabet, og hvor fremtiden bliver genopbygget på fundamentet af erindring og tilhørsforhold.
