Ezidiske overlevende har afgivet rystende vidnesbyrd om de forbrydelser, der blev begået mod dem under folkedrabet i 2014, og dermed fornyet kravene om reel juridisk ansvarliggørelse midt i fortsat international passivitet.
Vidnesbyrdene blev drøftet under en samtale introduceret af Nadia Massih med Clémence Bectarte, advokat ved advokatsamfundet i Paris med speciale i international strafferet og international menneskerettighedsret. Bectartes arbejde med overlevende har placeret hende direkte i den fortsatte indsats for at dokumentere folkedrabet, bevare beviser og søge retfærdighed over for de ansvarlige.
De overlevendes beretninger beskriver den organiserede vold, der blev begået mod det ezidiske folk, herunder massedrab, bortførelser, tvangskonverteringer, slaveri og andre forbrydelser med det formål at ødelægge deres familier, identitet og religion. Deres vidnesbyrd er afgørende ikke kun for at fastslå individuelt strafferetligt ansvar, men også for at dokumentere det bredere system, hvorigennem ISIS målrettede det ezidiske folk.
Næsten tolv år efter folkedrabets begyndelse venter mange overlevende stadig på retfærdighed. Tusindvis af ezider er fortsat savnet, familier leder stadig efter slægtninge, og mange af dem, der planlagde, gennemførte eller støttede forbrydelserne, er aldrig blevet stillet for retten. Den internationale anerkendelse af folkedrabet er vokset, men anerkendelse alene har ikke ført til det niveau af ansvarliggørelse, genopretning og langsigtet støtte, som de overlevende blev lovet.
At afgive vidnesbyrd om folkedrab lægger en enorm byrde på de overlevende, som gentagne gange bliver bedt om at genbesøge nogle af de mest traumatiske oplevelser i deres liv. Deres beretninger bør ikke blot behandles som materiale til konferencer, dokumentarer eller offentlige udtalelser. Hvert vidnesbyrd skaber et ansvar for efterforskere, anklagere og regeringer for at bevare beviserne, retsforfølge gerningsmændene og beskytte værdigheden hos dem, der taler.
De overlevende modsætter sig også udslettelsen af det ezidiske folk. Ved at få deres oplevelser ind i den juridiske og historiske dokumentation udfordrer de forsøg på at nedtone folkedrabet, sløre ansvaret eller lade forbrydelserne forsvinde fra den internationale opmærksomhed. Deres ord bevarer ofrenes identiteter og dokumenterer de bevidste metoder, der blev anvendt til at angribe ezidiske familier, Sharfadin og det ezidiske folks fremtid.
Retfærdighed er fortsat nødvendig ikke kun for de overlevende, der afgav vidnesbyrd, men også for selve det internationale retssystems troværdighed. Et system, der dokumenterer folkedrab i detaljer, men gentagne gange undlader at retsforfølge de ansvarlige, sender et farligt budskab: at anerkendelse kan gives, mens ansvarliggørelse udskydes på ubestemt tid.
Ezidiske overlevende har allerede båret byrden ved at huske, dokumentere og tale. Ansvaret ligger nu hos stater, domstole og internationale institutioner for at omsætte deres vidnesbyrd til juridisk handling.
